Skal børnene vælge hvad 600 millioner ”Aalborg”-kroner skal bruges på så er det ikke en motorvej hen over Egholm – som et flertal i Aalborg byråd ellers har besluttet – millionerne skal i stedet bruges på skoler, børnepasning, ældreomsorg og natur.
En ganske uvidenskabelig undersøgelse, hvor vi har hældt de 600 mio. ”Egholm – Aalborg Kroner” i vores Limfjords-badebassin på Nytorv, viste klart at børn og voksne vil en anden vej. For når millionerne fiskes op – og kan prioriteres på alternativerne- så rystes der ikke på hånden – især skoler, børnepasning, ældreomsorg og naturen skal prioriteres.
Og mange borgerne fik en dialog om, hvordan den planlagte Egholmmotorvej på en række områder påvirker klima, natur, dyre- og planteliv, drikkevand m.v. samt forurene Limfjordens i forvejen sårbare vandmiljø. Og hertil kommer at forbindelsen lynhurtigt kan ramme Aalborg Kommunes økonomi – og dermed også true den kommunale service og velfærd.

FN -anerkendte forskere forudser 3 meters vandstigning
Og der er god grund til at prioritere anderledes – for frygten for at millionerne nærmest hældes direkte i Limfjorden er ganske overhængende. Årsagen er, at FN-anerkendte klimaforskere i nye prognoser forudser stigninger i vandstanden på 3 meter de næste 50-75 år. Sådanne vandstandsstigninger underminerer det tekniske og økonomiske fundament under motorvejsforbindelsen – og Egholmmotorvejen risikerer ganske enkelt at drukne i fjorden i løbet af få årtier – og så er både statens og kommunens investering spildt.
Det er ganske enkelt druknedøden for Egholmmotorvejen.
Stop motorvejsbyggeriet indtil risici er kortlagt
Enhedslisten i Aalborg foreslår derfor, at motorvejsprojektet stoppes – i det mindste indtil alle tekniske og økonomiske konsekvenser af de nye prognoser er undersøgt grundigt.
Leila Stockmarr, folketingsmedlem for Enhedslisten, har netop stillet følgende spørgsmål til Transportministeren i sagen: “Ministeren bedes redegøre for, hvilke udfordringer fx ift. oversvømmelse og fordyrelse, som havniveaustigninger og øget nedbør vil have for realiseringen af den 3. Limfjordsforbindelse og om og hvorledes disse risici er tænkt ind i projektet?”
Truer Aalborg Kommunes velfærd
I Aalborg Kommune ser Victor Holmfort, kandidat for Enhedslisten til Kommunalvalget 2025, frem til at få afklaret sagen, han forklarer at Egholmmotorvejen risikerer at blive en rigtig dårlig investering med massive tekniske problemer og økonomiske problemer. En kortlæggelse af om motorvejen overhovedet kan gennemføres – og om prisen vil stige med yderligere milliarder, er helt nødvendig. Det fortjener borgerne en redegørelse for.

Egholmmotorvejen er – inden de nye klimaprognoser blev offentliggjort – budgetteret til at koste knap 10 milliarder kroner fra statens budget. Hertil kommer knap en milliard kroner fra Aalborg Kommunes i forvejen trængte budget.
Victor fortæller videre at hvis udgifterne stiger, så risikerer hele kommunens økonomi og dermed kernevelfærden til borgerne at blive direkte og hurtigt berørt.
To vandtrusler mod ny motorvej
Klimakrisen medfører sandsynligvis både stigende vandstand i have og fjorde, og markant flere skybrud og storme. Hermed kan vandmasser fra åer og vandløb endnu vanskeligere blive ledt væk fra lavtliggende områder, som f.eks. Hasseris Enge, Egholm og Nørresundby. Og det er netop i disse områder, at myndighederne planlægger at bygge den nye motorvej. Aalborg står dermed overfor en dobbelt vandtrussel mod hele Egholmmotorvejen, som er truet af vand både fra stigende vandstand i Limfjorden og fra nedbøren over det lavtliggende landskab.





