Medlemsmøde den 12. april (gå til mødet, klik hér)
På mødet holder økonom Anders Lundkvist oplæg på godt en halv time, baseret på hans bog ‘Dansk Kapitalisme. Gennembrud, storhed og stagnation’. Bagefter er der diskussion
Dansk kapitalisme – gennembrud, storhed og stagnation
Offentliggjort: 16. oktober 2017
Dette er titlen på en bog, som jeg netop har udgivet på forlaget Hovedland.
Den første artikel har fokus på kapitalen og de lange linjer i kapitalismens udvikling; den anden artikel – i næste udgave af KD – har fokus på klasserne.
I 1982 kom Schlüter til magten, og dermed indledtes nyliberalismens sejrstog igennem Danmark. Kapitalen kastede sine lænker og underlagde sig det meste af, hvad der kunne krybe og gå i økonomien; de små selvstændige er på vej ud af historien og også den offentlige sektor er presset.
Kapitalismens øgede dominans kan måles.
Aktieselskabernes andel af omsætningen er vokset fra 50% i 1982 til 72% nu, mens de små enkeltmandsvirksomheder er faldet tilbage fra 20% til 7%; målt på bidrag til den nationale værdiskabelse (bruttofaktorindkomsten, BFI) er den kapitalistiske sektor øget fra 45% til 60%. Samtidig er kapitalen blevet betydeligt mere koncentreret, dermed mere magtfuld, idet de 10 største selskabers vægt – i forhold til BFI – er øget fra 20% i 1980 til 45% i dag. Og finanskapitalen har oplevet en himmelflugt, fra lidt mindre end BFI i 1982 til nu 7-8 gange så stor; kreditforeningerne og de lokalt forankrede sparekasser, der blot opbevarede folks penge, er blevet forvandlet til kapitalistiske selskaber, helt på linje med banker.[i]
Dansk økonomi er blevet en selskabskapitalisme. Dette er en økonomisk revolution.
Fremgangsmåden i det flg. er først at se på perioden frem til ca. år 1900. Derefter skifter jeg perspektiv til en mere principiel analyse af forholdet mellem markedsøkonomi og kapitalisme, og hvorledes dette skel (ikke) manifesterer sig i Nationalregnskabet og den officielle statistik. Videre ses på den principielle forskel mellem demokratisk og kapitalistiske styring af økonomien, hvilket leder frem til den sektoropdeling, der har struktureret hele bogen: Den kapitalistiske sektor og den demokratiske (offentlige) sektor, hvortil kommer den i dag mindre betydende ikke-kapitalistiske del af den private sektor. Endelig anvendes denne kategorisering på den økonomiske udvikling i Danmark fra ca. 1900 til i dag.
Dansk kapitalisme – gennembrud, storhed og stagnation
Offentliggjort: 15. december 2017
Først pengene, så menneskerne: mens forrige artikel i oktobernummeret af Kritisk Debat så på kapitalens historiske udvikling, skal vi nu betragte klasserne.
Jeg skelnede mellem tre hovedsektorer i den danske økonomi, nemlig den kapitalistiske sektor, en sektor præget af simpel vareproduktion og endelig den offentlige sektor.
Hvorfor egentlig denne tredeling?
Udskillelsen af den kapitalistiske sektor følger af det simple forhold, at jeg er interesseret i den danske kapitalisme; denne sektor er helt overvejende organiseret som (aktie)selskaber, og aktiviteten er pr. definition drevet af profitmaksimering. Den resterende del af den private økonomi er pr. definition privat (markedsøkonomisk), men ikke kapitalistisk; i simpel vareproduktion er målet ikke ekspansivt, men blot at sikre et udkomme for ejeren og familien, typisk gårdmænd, husmænd, håndværkere og småhandlende og i dag også fx små it-virksomheder [i]. Hertil kommer den offentlige sektor, der i sagens natur ikke er en del af den private økonomi; gennem diverse indgreb påvirker den denne, ligesom den selv påvirkes, ikke mindst gennem den markedsgørelse som vi har set i den nyliberale epoke, men principielt er den styret demokratisk, nemlig gennem Folketing og regering.
Klasseanalysen må afspejle denne tredeling.
Den kapitalistiske sektor befolkes af privatansatte lønmodtagere – hvad jeg kalder arbejderklassen. Den simple vareproduktion udøves af arbejdende selvejere, også kaldet selvstændige. Og mennesker beskæftiget i den offentlige sektor er naturligvis de offentligt ansatte lønmodtagere.
Hvis man i øvrigt accepterer den nævnte tredeling af økonomien, følger denne klassedeling automatisk.
I det følgende ser jeg først på den empiriske udvikling i styrkeforholdet mellem klasserne, målt gennem antal medlemmer.
Dernæst diskuterer jeg forholdet mellem arbejderklassen og de offentligt ansatte, for til sidst at argumentere for de offentligt ansattes centrale position i en moderne kamp for socialismen.