Den politiske regnemaskine

Det er ideologisk, når en part i samfundet søger at gøre sine særinteresser til nødvendige, naturlige eller uomgængelige.

Ole Riis

I historien har magtfulde parter hævdet, at deres rettigheder er Guds vilje, en historisk nødvendighed, eller den eneste mulighed. I vor tid sker ideologiseringen ved at henvise til videnskab og saglighed. Politiske magthavere sikrer, at deres værdisyn virker sagligt ved at henvise til rapporter fra embedsmænd, konsulentfirmaer eller forskningsinstitutioner.

I mange tilfælde er rapporterne faktisk baseret på et uafhængigt, fagligt skøn. Men siden årtusindskiftet er der sket en tiltagende ideologisk brug af ’sagkyndige’ rapporter. Universitetsforskere er blevet presset til at indgå kontrakter, der pålægger dem ikke at modsige ministeriets udlægning. Konsulentfirmaer er blevet bestilt til at konkludere ud fra politisk bestemte præmisser.

Der er også et ideologisk præg i Finansministeriets regnemodeller. Problemet består i, at de legitimerer et økonomisk råderum, som er rent hypotetisk: ”Hvis vi nu antager, at det og det og det gælder, så vil vi nok om 5 år have X millioner ekstra – håber vi”. Beregningerne bygger på en række hypoteser, som hævder at have et sikkert og neutralt empirisk grundlag. Men går man dem nærmere efter, er grundlaget usikkert og selektivt. Det empiriske grundlag, som ministeriet henviser til, stammer fra udlandet eller en fortid, hvor der gjaldt andre betingelser end i dagens Danmark. Det ville gøre de politiske beslutninger mere renfærdige, hvis beslutningerne om skatter eller bidragssatser ikke blev pakket ind i et skin af saglighed.

Regnemodellerne er med rette blevet kritiseret for at være énsidige, når de tager hensyn til de afledte effekter af økonomiske incitamenter til beskæftigelse, men ikke de afledte effekter af offentlige investeringer. Men det retter ikke op på modellerne at udbygge dem med flere tvivlsomme hjælpehypoteser.

Modellerne er opbygget ud fra et bestemt syn på mennesket og samfundet. De betragter mennesker som isolerede enheder, hvis adfærd reguleres af regler og økonomiske incitamenter, der udgår fra staten eller ’markedet’. Modellerne ser ikke mennesker som bevidste og solidariske væsener, der lærer af de historiske erfaringer og hjælper hinanden i kriser. Modellerne er blinde for den solidariske mobilisering, som frembragte demokratiet, andelsbevægelsen og arbejderbevægelsen og velfærdsstaten.

Det skyldes, at den matematisk-økonomiske modeltænkning er præget af fysikken; men i modsætning til fysiske objekter der er underlagt naturlove, kan mennesker modvirke de ’økonomiske love’. Modellernes præmisser bliver imidlertid gjort til den gældende fornuft i debatterne om samfundsøkonomien. Derfor virker de ideologiserende, selv om de formelt set er korrekte indenfor deres egne præmisser.

Modellernes præmisser gælder kun økonomiske incitamenter. Det gør den politiske beslutningsproces blind overfor andre måder at løse udfordringerne på. Hvis målet er at få flere kontanthjælpsmodtagere i lønarbejde, er der andre muligheder end ændring af dagpengesatsen. De vil kræve, at man fokuserer på de konkrete forhold, som hæmmer adgang til lønarbejde: transport, handicaps, sygdom i familien osv. Hvis målet er at få de højtlønnede til at arbejde lidt mere, er det måske mere effektiv at reducere pendlertiden mellem hjem og arbejde ved investering i infrastrukturen, end at sænke topskatten. Finansministeriets redskaber er de økonomiske incitamenter. Måske er sagens kerne, at ministeriets embedsmænd har svært ved at indrømme, at løsningerne på de økonomiske udfordringer ofte må findes i andre ministerier – og endda udenfor ministerierne.


Ole Riis, Pollendalen 10, Gistrup

Se flere indlæg her om samme emne