Forkert at møde nyankomne flygtninge med tilbud om hjemsendelse

Pressemeddelelse: Forkert at møde nyankomne flygtninge med tilbud om hjemsendelse

  • Jeg synes, det er en utrolig dårlig ide at møde nytilkomne flygtninge med et tilbud om hjælp til hjemsendelse, som rådmanden nu har besluttet, at Aalborg Kommune skal gøre, udtaler Per Clausen, Enhedslistens medlem i Familie- og Socialudvalget samt Beskæftigelsesudvalget.
  • Disse mennesker har jo netop fået flygtningestatus, fordi de ikke kan vende tilbage, så jeg synes, det er upassende at modtage disse mennesker med et sådant tilbud, som noget af det første, de modtager i Aalborg. Jeg har svært ved at se det som et tilbud, der lægger op til en god integrationsproces, fortsætter Per Clausen.
  • Jeg mener også, det er uforståeligt, at rådmanden indfører denne praksis i huj og hast uden at have drøftet sagen med de relevante udvalg. Vi havde for en uge siden en meget grundig drøftelse af integrationen af flygtninge i Beskæftigelsesudvalget, uden at hun orienterede udvalget om disse overvejelser. Jeg vil derfor ikke bare bede rådmanden om en forklaring på, hvorfor denne praksis er indført, jeg vil også gerne have at vide, hvorfor det er sket, uden at hun har drøftet sagen med de relevante udvalg, slutter Per Clausen

Yderligere kommentarer:
Per Clausen
Tlf: 3167-5008