Horisontal tid
Det starter med en huslejestigning.
I en ældre boligblok i Brønshøj modtager beboerne varsler om huslejestigninger på mere end 200 procent[1]. Det kommer ikke som et chok. Ejendommen er for nylig blevet opkøbt af et pensionsselskab via et danskejet datterselskab med adresse i Luxembourg. Der var renoveringer. Nogle mere tiltrængte end andre. Nye altaner. Digitale låsesystemer. En hoveddør der med syntetisk stemme siger godmorgen og godaften. Og nu: markedsreguleret leje.
Men noget sker denne gang. Ikke et oprør. Ikke et ramaskrig. Bare en bevægelse, stille og lavmælt. En gruppe beboere mødes i kælderen, hvor de plejer at holde fastelavn og generalforsamling. Én har printet lejeloven. En anden har kontaktet Lejernes Landsorganisation. Der bliver lavet kaffe. Navne bliver skrevet ned. Der er intet manifest – kun et behov: vi bliver her. Sammen.
Den langsomme form for modstand
Det kaldes ikke modstand i starten. Det kaldes bare “noget må vi gøre”. Men det er en modstand – ikke mod stigningen i sig selv, men mod følelsen af magtesløshed.
Organiseringen spreder sig horisontalt. Ikke opad mod staten. Ikke indad i partier. Men udad – mellem opgange, mellem boligblokke, mellem kvarterer. Whatsapp-grupper bliver til møder. Møder bliver til koordinering. Koordinering bliver til en blokvis beslutning: lejen bliver ikke betalt før der forhandles.
Det er ikke et krav om revolution. Det er en praktisk genopdagelse af et ord, der er blevet demonteret i årtier: fællesskab.
Neoliberalismens tidsforståelse
Neoliberalismen opløser tid. Det er en af dens mest subtile magtformer. Den insisterer på nutiden – performance, optimering, motivation. Fremtiden individualiseres: pensionsopsparing, livsstilsvalg, personlig branding. Fortiden afpolitiseres: den er nostalgi, ikke erfaring.
I det regime bliver organisering umulig. For organisering kræver tid, og ikke bare sekunder – men rytme, gentagelse, langsom samtale. Den tid vi mennesker har forladt os på gennem årtusinder.
Melinda Cooper[2] beskriver, hvordan neoliberalismen skaber en social tidsstruktur, hvor det eneste acceptable tempo er acceleration. Enhver pause tolkes som ineffektivitet. Enhver kollektivitetsproces som spild.
Derfor er selvorganisering radikal. Ikke fordi den nødvendigvis bryder loven – men fordi den bryder tiden.
Fra individ til rytme
De beboere, der nægter at betale huslejestigningen, gør ikke noget spektakulært. De brænder ikke biler. De skriver ikke kronikker. De optræder ikke i tv.
Men de sætter en rytme i gang, som bryder med isolationen. En rytme, hvor relationer tæller mere end signaler. Hvor gentagelse tæller mere end præstation. Hvor hverdagen får politisk tyngde.
Henry Giroux[3] ville sige, at dette er en form for modpædagogik: en læring gennem handling, hvor borgerne genlærer deres rettigheder og evner gennem praksis, ikke teori.
Thomas Palley[4] ville kalde det en mikropolitisk reaktion på makroøkonomisk tvang.
Organiseringen spreder sig
To måneder senere har blokken i Brønshøj kontakt til lignende initiativer i Århus og Odense. Nogle organiserer sig gennem Facebook. Andre mødes fysisk. En ny platform opstår – ikke fra NGO’er eller partier, men via nedefra-strukturer: boligkøkkener, vasketøjsrum, trappeopgange.
Der opstår en form for decentral bevidsthed. Ikke en ideologi, men en form for kollektiv intuition: “Det her er ikke kun os. Det er en ny mulighed”.
Henry Maher[5] ville kalde det en ideologisk re-territorialisering: et nyt territorium, hvor menneskelige behov ikke længere filtreres gennem markedets måleenheder.
Horisontal tid er farlig tid
For systemet er horisontal tid destabiliserende. Den kan ikke kontrolleres, fordi den ikke har en top. Den har ikke en leder, der kan diskrediteres. Den har ikke krav, der kan gives præcist, og derfor heller ikke gives indrømmelser på.
Den er ikke spektakulær, og netop derfor er den vedholdende. Den vokser ikke som ildebrand – men som rodnet.
Derfor bliver den ignoreret af medierne. Eller latterliggjort. Eller – hvis den bliver for effektiv – kriminaliseret.
Fremtiden i horisontal form
Organiseringens form og rytme modsiger den neoliberal-fascistiske struktur, som kræver lydighed, splittelse og permanent undtagelsestilstand.
Horisontal tid siger noget andet:
- Vi har ikke travlt.
- Vi har hinanden.
- Vi stopper ikke.
Det er ikke en løsning, men et begyndelsespunkt. Det er dér, hvor fortællingen – og livet – begynder at vende tilbage.
Sandheden har ingen udsending
En lærer i Odense afslutter timen med et enkelt spørgsmål: “Hvad betyder det at leve godt?”
Eleverne ser op fra deres skærme. En mumler noget om penge. En anden siger familie. En tredje nævner frihed. Ingen griner. Ingen svarer automatisk. Der er en pause, der føles mere betydningsfuld end resten af dagen.
Det er ikke, fordi spørgsmålet er svært. Det er, fordi det sjældent bliver stillet – og endnu sjældnere tages alvorligt.
Et spørgsmål uden ejermand
Sandheden kommer ikke som et svar. Den kommer som et hul i den fortælling, man ellers er blevet givet.
Den fortælling du sidder med i hænderne lige nu, er et alternativ. Den er fortællingen om en rejse – fra demonstrationer i København, over falske fjender i Randers, til udbrændte sygeplejersker og overvågede unge. Men det er ikke en traditionel helt, der afslutter fortællingen. Der er ingen sejr, ingen afsluttet kamp, ingen “prinsesse” at bringe hjem.
Det, vi har fundet, er noget mere radikalt: en begyndelse.
Der er ingen frelser, kun relation
Neoliberalismens fortælling om frihed er en fortælling uden relationer. Du er alene, du vælger selv, du klarer dig selv. Hvis du fejler, er det dit ansvar. Hvis du protesterer, er du utaknemmelig. Hvis du længes efter noget andet, er du naiv.
Fascismens fortælling lover det modsatte: enhed, mening, rødder. Men også her er der en løgn. Fællesskabet er ekskluderende, betinget, voldeligt. Du tilhører kun, hvis du underkaster dig – ikke fordi du er menneske, men fordi du er nyttig.
Begge fortællinger er forførende fælder. Begge fortællinger appellerer til vores basale instinkter. Og ingen af dem har vores bedste for øje.
Men i de små brud – samtalen i klasselokalet, blokken der organiserer en huslejestrejke, den pensionerede hjemmehjælper der skriver læserbreve – begynder noget andet. Et nyt sprog. Et nyt subjekt.
Ikke som forbruger. Ikke som offer. Ikke som soldat. Men som Medborger.
Et nyt kapitel uden garantier
Denne tekst slutter ikke, fordi sandheden er fundet. Den slutter, fordi ansvaret for sandheden er givet videre.
Hvis det er rigtigt, at sandheden ikke har nogen udsending – så er det, fordi vi må skrive den frem. I vores hverdagsliv. I vores institutioner. I vores protester. I vores spørgsmål til hinanden.
Der er ingen mytisk helt, der vil redde demokratiet. Der er kun os. Og den langsomme, krævende, kollektive proces at genopfinde, hvad det vil sige at leve godt – sammen.
Coda
Da timen er slut, bliver nogle elever tilbage. En af dem spørger læreren, hvad hun mener det gode liv er. Hun svarer ikke med det samme. Hun siger: “jeg tror, vi først kan finde ud af det, hvis vi tør stille spørgsmålet igen i morgen”.
Det er dér, sandheden begynder: ikke i afslutning, men i gentagelse. Ikke i svar, men i relation. Ikke i individet, men i det fælles.
[1] https://www.vi-lejere.dk/artikler/posts/husleje-spekulation-mange-lejere-ramt/
[2] Melinda Cooper (2021) – “The Alt-Right: Neoliberalism, Libertarianism and the Fascist Temptation”. https://journals.sagepub.com/doi/abs/10.1177/0263276421999446
[3] Henry A. Giroux (2019) – “Neoliberal Fascism as the Endpoint of Casino Capitalism”. https://fastcapitalism.journal.library.uta.edu/index.php/fastcapitalism/article/view/94
[4] Thomas I. Palley (2024) – “Neoliberalism and the Drift to Proto-Fascism”. https://www.tandfonline.com/doi/abs/10.1080/00213624.2024.2381414
[5] Henry Maher (2023) – “Neoliberal Fascism? Fascist trends in early neoliberal thought and echoes in the present”. https://link.springer.com/article/10.1057/s41296-023-00657-x
Her er en oversigt for alle 6 udgivelser.
Dette er 6. og sidste del af føljetonen. Du kan nu hente hele føljetonen som Pdf-fil her:
