Hvad er det gode liv? Stil spørgsmålet igen i morgen! En føljeton i 6 dele

Artikler, læserbreve, debatindlæg og anmeldelser, Demokrati, Facisme, Ideologi, Kapitalisme, Neoliberalisme, Nikolaj Hyldig, Nyheder, Rød - grøn

En fabulerende om end forskningsbaseret afdækning af neoliberalismen og dens voksende trussel mod det danske samfund

Føljetonen udgør en undersøgelse af neoliberalismens natur, dens konsekvenser for samfundet og mennesket, samt dens relation til fascismen. Til sidst forsøger føljetonen at tænde et lys i mørket.

Føljetonen er på dansk – dog henviser en del referencer til engelske tekster.

Med særlig tak til Magnus Jespersen.

Af Nikolaj Hyldig

Nikolaj Hyldig

Nikolaj er en multidisciplinær designer og aktivist med base i Aalborg, hvor han kombinerer teknologi, æstetik og politik i sit arbejde.

Nikolaj har i 20 år forsket og undervist i krydsfeltet mellem mennesker og teknologi, og er medlem af Enhedslisten Aalborgs Kommunale Baggrundsgruppe samt Valgkampsgruppen.

Lykken, privatiseret

Anne sidder alene i personalestuen og stirrer ind i væggen. Klokken er 02:37. Det er hendes syvende nattevagt på ti dage. Hun er sygeplejerske på et privatdrevet hospice i udkanten af Odense. Før i tiden arbejdede hun på OUH, men efter en omstrukturering blev hendes afdeling nedlagt. Nu er hun ansat gennem et vikarbureau, uden fast løn, uden pension, og uden kolleger hun kender.

Hun tager en slurk kold kaffe og læser en mail fra ledelsen: “Vi opfordrer alle medarbejdere til at deltage i næste uges webinar om mental robusthed”. Emnet er “Hvordan du holder balancen i en travl hverdag”.

Hun trykker på slet.

Livskvalitet som præstation

I den offentlige debat taler politikere ofte om “borgernes mulighed for at vælge det gode liv”. De taler om frihed, fleksibilitet og valgmuligheder[7]. Men denne frihed er ikke strukturel. Den er formaliseret, individualiseret og kommercialiseret.

I neoliberalismen er lykke ikke en social tilstand. Den er et personligt projekt.

Du skal optimere din tid, din krop, dit humør, din karriere, dine relationer. Hvis du mistrives, har du fejlet i selvledelse. Hvis du ikke er lykkelig, har du ikke investeret korrekt i dig selv.

Dette er ikke et moralsk budskab. Det er et økonomisk princip forklædt som livsvisdom.

Fra velfærd til markedsdisciplin

Den danske velfærdsstat har historisk set været funderet på forestillingen om universalisme: At alle borgere har ret til grundlæggende omsorg, sundhed og uddannelse. Men i takt med neoliberalismens indtog er denne tanke blevet udhulet.

I stedet ser vi:

  • Incitamentslogik: ydelser skal motivere til adfærd, ikke sikre værdighed.
  • Brugerbetaling og kommercialisering: sundhed og omsorg udliciteres og pakkes som produkter.
  • Målstyring og performativitet: arbejdsglæde, trivsel og engagement bliver måleparametre.

Det gode liv måles nu i produktivitet og selvkontrol, ikke i relationer, stabilitet eller frihed fra stress.

Henry Giroux[8] kalder dette “casino-kapitalisme”: et system, hvor livet bliver en form for satsning, og hvor risici individualiseres – mens gevinsterne centraliseres.

Mental sundhed som marked

Anne har været til flere kurser i “resiliens” og “positiv psykologi”. Hendes arbejdsplads betaler ikke for efteruddannelse, men dækker udgifterne til mindfulness-apps og coaching.

I denne logik er det ikke arbejdsvilkårene, der er problemet. Det er derimod hendes evne til at tåle dem.

Som Alan Finlayson[9] beskriver i analysen af det ideologiske landskab bag højrepopulismen, og det såkaldte Intellectual Dark Web, bliver psykisk mistrivsel og frustration ikke læst som sociale symptomer. De bliver læst som personlige svagheder. Eller endnu værre: som politisk korrekthed – som offermentalitet.

Der opstår en kynisk modreaktion, hvor enhver kritik af systemet ses som et svigt i robusthed. Og netop her opstår proto-fascismens “fristelse”: Den tilbyder orden og styrke, hvor der ellers kun er kaos og skyld.

Det lykkelige menneske som markedsaktør

I neoliberale narrativer er borgeren ikke længere en rettighedsbærende person. Hun er en entreprenør af sig selv.

  • Hun skal investere i sine kompetencer.
  • Hun skal træffe de rigtige valg.
  • Hun skal konstant være omstillingsparat.
  • Og hun skal ikke bebrejde systemet, hvis hun fejler.

Som Thomas Palley[10] har beskrevet i sin analyse af den neoliberale drift mod proto-fascisme, fører denne konstante usikkerhed til en dyb legitimitetskrise. Men fordi borgerens kritik preller af på systemets repræsentanter uden at få fodfæste, så vender mange deres frustration indad – eller mod hinanden.

Lykken som afledning

Når politikere taler om “livskvalitet”, refererer de sjældent til borgernes reelle levede erfaringer. De refererer til spørgeskemadata, selvrapporteret tilfredshed og rankings i internationale indeks.

Disse tal bliver brugt som argumenter for, at “vi har det godt” – selvom stress, angst og mistrivsel stiger.

Lykken bliver dermed en form for propaganda. Et skærmbillede, der dækker over systemets udhuling.

Et spørgsmål om definition

Anne rejser sig og går tilbage til afdelingen. Hun tager imod en ny patient. En mand med kræft. Han har ikke meget tid tilbage. Men han har sin kone ved sin side. De holder i hånd. De siger ikke meget.

Det er et øjeblik af ro. Af betydning.

Og det er præcis dette øjeblik, som systemet ikke kan måle. Ikke kan se. Ikke kan kapitalisere på.

Men det er i denne ro og betydning, at det gode liv spirer.

Kapitalens hellige maskiner

København. Et glasbur i havneområdet. Her er vi igen på besøg hos KPMG – en af Danmarks førende politisk-økonomiske konsulentvirksomheder. Lokalerne er minimalistiske. Beton, træ og lydløse kaffemaskiner. På væggen hænger citater om “innovation,” “moderne løsninger” og “evidensbaseret politik.”

Her produceres ikke lovgivning, men rammerne for lovgivning. Her defineres ikke politik, men hvad der er politisk muligt. Ikke ideologi – men “fakta.”

På overfladen er dette blot endnu en privat konsulentinstitution. Men det er i sådanne rum, at nutidens politiske fortællinger bliver til. Ikke gennem demokratisk debat, men gennem “Policy Briefs”, “Impact Modelling” og “Adfærdsøkonomi”. Bag denne teknokratiske facade gemmer sig de strukturer, der transformerer kapitalens behov om til statens doktriner.

Autoritet uden ansvar

Som Prabhat Patnaik[11] har argumenteret, er neoliberalismen præget af en systematisk forskydning af politisk autoritet; væk fra folkeligt mandat og hen imod økonomisk ekspertise. Den økonomiske “fornuft” præsenteres som neutral, objektiv og universel – men er i praksis båret af meget specifikke interesser.

Når finansministeriet udregner “råderum,” sker det på grundlag af modeller med indbyggede antagelser:

  • At vækst skabes gennem markedsliberalisering.
  • At investeringer er afhængige af skattelettelser.
  • At inflation bekæmpes bedst ved at reducere offentlige udgifter.

Disse antagelser er grundlæggende ideologiske, men behandles som fakta.

Resultatet er en form for styringsmystik: Politikken fremstår som uundgåelig, fordi den økonomiske maskine bag er uigennemsigtig for den almene befolkning.

Tænketanken som ideologisk fabrik

Vladimir Propp og Algirdas Greimas’ Aktantmodel [i] beskriver en af de universelle narrative strukturer, vi mennesker forstår hinanden og vores omverden igennem. I modellen overbringer “Giveren” et magisk objekt til ”Helten”. I den neoliberale virkelighed er det Kapitalen, der overbringer Staten en maskine.

En sprogmaskine, der ændrer de politiske begreber og narrativer, så de retfærdiggør politik som teknisk nødvendighed frem for politisk valg. Og derved afkobler borgerne fra beslutningsprocessen.

En forudsigelsesmaskine, der anvender økonomiske modeller og statistiske sandsynligheder til at præsentere fremtiden som forudsigelig og styrbar. Og herved give styrende eliter legitimitet til at foregribe handlinger uden demokratisk kontrol.

En risikomodel, der kvantificerer og individualiserer risiko, så strukturelle problemer bliver personlige ansvar. Og staten hermed kan retfærdiggøre kontrolforanstaltninger og sociale nedskæringer som nødvendige for at “sikre systemets stabilitet”.

Andrea Micocci & Flavia Di Mario[12] ville sige, at disse maskiner skaber et “organisk system” – en verden, hvor økonomiens logik ikke længere kan adskilles fra virkeligheden selv. Hvor det, der kan måles, bliver det eneste, der tæller.

Men maskinen producerer ikke sandhed. Den producerer mulige beslutninger, begrænset af, hvad der er profitabelt, målbart, og “acceptabelt for markedet”.

Det er ikke tilfældigt, at KPMG og de øvrige organisationer der rådgiver staten, også rådgiver pensionsselskaber, medicinalkoncerner og digitale platforme. De er ikke blot aktører – de er formidlere af den herskende neoliberale logik.

Når økonomi bliver ideologiens maskineri

I offentligheden præsenteres økonomiske beslutninger som nødvendige og tekniske. Men de er værdiladede, og de bærer konsekvenser for, hvordan mennesker lever, dør, og drømmer.

Et eksempel[13]: i 2013 udarbejdede embedsmænd i samarbejde med internationale finansielle rådgivere en model for delvis privatisering af DONG Energy gennem “partnerskaber med erfarne aktører fra den globale kapitalforvaltningssektor.” Det interne beslutningsgrundlag bestod udelukkende af markedsanalyser, kapitalstrukturoptimering og vurderinger af investorattraktivitet. Ingen dele af materialet inddrog borgere, medarbejdere eller energifaglige eksperter. Der blev heller ikke gennemført offentlig høring.

Kort efter blev modellen godkendt af regeringen uden egentlig folketingsdebat. Da kritikken opstod – både fra offentligheden, dele af Folketinget og fagmiljøet – henviste regeringen til “markedsmæssige nødvendigheder” og en intern vurdering af “samfundsøkonomisk gevinst.” Dokumentationen blev ikke offentliggjort i fuldt omfang[14].

Senere viste det sig, at partnerskabet gav Goldman Sachs vetoret og skattefordele via Luxembourg. Centrale beslutninger om selskabets fremtid blev derved flyttet uden for demokratisk kontrol, men blev alligevel præsenteret som en teknisk-finansiel disposition, ikke som et politisk valg.

Det er her, systemet forsvarer sig mod kritik. Ikke med argumenter, men med autoritet. Ikke med sandhed, men med uigennemsigtighed.

Hvad gør dette ved borgeren?

Når du som borger forsøger at forstå, hvorfor din kommune nedlægger specialundervisning, hvorfor sygehuset skærer ned, eller hvorfor dagpengene forsvinder – så møder du ikke direkte modstand. Du møder et sprog, du ikke kan tale.

Du får at vide, at du ikke forstår det store billede. At det er mere komplekst. At der ikke var noget valg.

Det er her, som Henry Giroux[15] påpeger, at demokratiet langsomt bliver udhulet: Ikke ved undertrykkelse, men ved afpolitisering. Ikke gennem censur, men gennem kompleksitet. Ikke med magtudøvelse, men med konsulenter.

Maskinen som mytologisk aktør

Kapitalens hellige maskiner fungerer ikke kun som analyseapparater. De fungerer som forførere. De giver systemet en aura af nødvendighed. De erstatter debatten med modeller. De gør det umulige utænkeligt – og det uetiske acceptabelt.

Men ingen maskine kan træffe etisk ansvarlige beslutninger. Kun mennesker kan det.

Spørgsmålet er, om nogen tør trække stikket – og se, hvad maskinen egentlig er bygget af.

Her er en oversigt for de 6 afsnit der udkommer over de næste 2 uger

Relaterede indlæg