Fascisme uden uniformer
Det er tirsdag aften i et forældreråd på en skole i en forstad til Aarhus. På dagsordenen står “forældres ansvar”, “kønspolitik i undervisningen” og “valg af pensum”. Mødet er velbesøgt. En håndfuld forældre er kommet med printede skemaer og links til amerikanske hjemmesider. De taler om “indoktrinering”, “radikal kønsaktivisme” og “censur”.
En lærer forsøger at forklare, at undervisningen følger Undervisningsministeriets retningslinjer. En anden nævner, at skolens trivselsteam har arbejdet med inkluderende sprog, fordi nogle elever føler sig marginaliserede. Det bliver mødt med skepsis. En forælder svarer: “Vi skal ikke opdrage vores børn til at skamme sig over at være normale”.
Autokratiets nye ansigt
Der er ingen marcherende støvler. Ingen censurmyndigheder. Ingen diktatorisk leder på skærmen. Men noget er skiftet. For fem år siden blev forældremøder brugt til at diskutere frikvartersordninger og madpakker. Nu handler de om ideologi.
Det, vi ser, er ikke fascisme i sin klassiske form. Det er en ny konfiguration. En som Henry Giroux[1] kalder for neoliberal fascisme – en form, hvor autoritær kontrol ikke opstår gennem statskup, men gennem moralsk panik, social disciplinering og diffuse strømme af disinformation. Ikke fra oven, men horisontalt – gennem borgernes egen deltagelse i kontrolmekanismerne.
Kulturkamp som politisk ventil
Når markedets brutalitet ikke kan forklares – når borgerne føler sig udbrændte, overflødige, forbundne men ensomme – så søger de mening. Og mening opnås nemt gennem fjendebilleder.
Den nye autoritære bølge leverer disse fjender. Ikke som politiske aktører, men som kulturelle afvigelser:
- Lærere, der underviser i kritisk tænkning.
- Elever, der udfordrer normer.
- Forfattere, der skriver om kolonialisme.
- Kunstnere, der nægter at være “neutrale”.
Fascismen her er ikke en “konkret plan”, men en affektiv struktur: den tilbyder følelsen af orden, kontrol og retfærdighed i en verden, der ellers fremstår kaotisk og kompleks. Den kanaliserer angst mod det kulturelle snarere end det økonomiske.
Alan Finlayson[2] beskriver det som en form for retorisk familiedannelse: højrefløjen skaber et ideologisk fællesskab gennem delte fjendebilleder og fortolkninger af frihed, identitet og autoritet. I Danmark sker det gennem debatprogrammer, Facebook-grupper og politiske taler, der fremstiller inklusion som ideologisk tvang og lighed som kulturimperialisme.
Platformkapitalismens lydløse allierede
Denne ”fascisme uden uniform” bæres af teknologiske infrastrukturer. Sociale medier fungerer som både mikrofon og forstærker. Algoritmerne der bestemmer hvilket indhold vi mødes af, belønner vrede, frygt og forargelse. Disse er følelser som mest effektivt fanger vores opmærksomhed – og dermed øger platformens reklameindtægter. Platforme oprindeligt designet til forbrug af indhold udvikler sig gradvist til instrumenter for politisk mobilisering – uden ansvar, uden kontekst.
Melinda Cooper[3] har påvist, hvordan neoliberale og libertære forestillinger om individets absolutte frihed smelter sammen med socialt-konservative krav om orden og hierarki. Resultatet er paradoksalt: “frihed” bruges til at kræve censur. “Neutralitet” bliver et våben imod mangfoldighed. “Forældres ansvar” bruges til at frarøve børn retten til at forstå verden i sin kompleksitet.
Politisering uden politik
Vi står med et system, hvor det politiske er blevet kulturelt, og det kulturelle er blevet farligt. Politikken reduceres til symbolske kampe:
- Må en lærer nævne kolonialisme?
- Må en elev kalde sig “de”?
- Må en bibliotekar sætte bøger med regnbueflag i vinduet?
Det sker, mens reelle politiske beslutninger – om skat, arbejdsmarked, klima, bolig – afkobles fra demokratisk deltagelse. Mens borgerne diskuterer toiletter og tegnefilm, privatiseres velfærden, og rettigheder nedbrydes.
Normaliseringens fare
Den største fare er ikke vold. Den største fare er normaliseringen.
Når autoritære strømninger fremstår som “sund fornuft”, som “omsorg for børn”, som “forældres ansvar”, så har ideologien fået ansigt – ikke som fjende, men som nabo. Ikke som trussel, men som bekymret stemme ved bordet.
Fascisme uden uniformer kræver ikke massehysteri. Den kræver bare tavshed og vanetænkning.
Hvem tjener på din frygt?
I en nyopført bygning i Ørestaden år 2027 arbejder et firma på at udvikle software til “prædiktiv kriminalitetsanalyse”[4]. Kunderne er danske kommuner, private sikkerhedsselskaber og efterhånden også detailhandlere. Firmaets teknologi bruger data fra sociale medier, mobiltelefoner, tidligere anholdelser og geolokation. Målet er “at forudse adfærdsmønstre, optimere sikkerhedsressourcer og øge tryghed i det offentlige rum”.
Samtidig installerer boligforeninger i udsatte områder ansigtsgenkendelseskameraer. De har fået støtte via en statslig pulje til “tryghedsinitiativer”. På skoler udrulles læringsplatforme, der samler detaljerede adfærdsdata om elever. Politiets samarbejde med tech-leverandører udvides, ofte uden offentlig debat.
Overvågning bliver solgt som tryghed. Men bag de pæne slides og de neutrale begreber ligger et mere fundamentalt spørgsmål: hvem ejer utrygheden – og hvem tjener på den?
Frygt som råstof
Frygt er ikke kun en følelse. Det er en ressource. Når borgernes utryghed gøres permanent, skabes en ny form for efterspørgsel:
- Efter sikkerhedsløsninger.
- Efter politisk kontrol.
- Efter sociale forklaringer på strukturelle problemer.
Det er her den neoliberale logik går ind: i stedet for at løse de materielle årsager til utryghed (fattigdom, hjemløshed, ulighed, social fragmentering), kommercialiseres symptomerne. Utrygheden bliver en markedsniche. Et vækstområde.
Som Henry Giroux[5] har argumenteret, handler neoliberal fascisme ikke kun om politik – men om følelsesøkonomi. Staten opgiver at sikre fælles velfærd og bliver i stedet producent af sikkerhed, der kan sælges tilbage til borgerne – som overvågningspakker, vagtordninger, gated communities og psykologisk selvoptimering.
Utryghedens arkitektur
Lad os kort optegne utryghedens arkitektur i det danske neoliberale landskab:
- I økonomien: fleksibilitet betyder midlertidighed. Tryghed bliver til et individuelt ansvar. Boliglån og gæld bliver eksistentielle belastninger, men fremstilles som personlige valg.
- I arbejdsmarkedet: platformsarbejde, nultimerskontrakter og automatisering reducerer lønmodtagerens forhandlingskraft. Enhver er ansvarlig for egen “markedsværdi”.
- I kulturen: utrygheden kodes som kulturel. Ikke som en konsekvens af økonomisk politik, men som et spørgsmål om “værdisammenbrud”, “manglende integration” eller “u-kultur”.
- I staten: skolen evaluerer. Arbejdsformidlingen overvåger. Hjælpefunktioner omdannes til kontrolmekanismer. Velfærden trækker sig tilbage.
Melinda Cooper[6] beskriver dette som den biopolitiske vending i neoliberalismen: hvor livet selv – kroppen, adfærden, relationerne – bliver reguleret i markedets billede.
Fra governance til kontrol
Hvor velfærdsstaten tidligere blev opfattet som en neutral beskytter, der balancerede interesser og fordelte ressourcer, er den i dag genopstået som en selektiv aktør, der regulerer adfærd med præstationskrav, algoritmisk monitorering og moralske narrativer.
Vi ser en bevægelse:
- Fra social rettighed til adfærdspligt.
- Fra statsborgerskab til risikoprofil.
Den nye logik er ikke blot teknisk, men ideologisk: den producerer en befolkning, der hele tiden skal bevise sin fortjenstfuldhed – over for staten, arbejdsgiveren, algoritmen, offentligheden.
Hvem ejer infrastrukturen?
De databaser, sensorer og algoritmer, der i dag former hverdagen, er ikke statsejede. De er udviklet, licenseret og driftsstyret af private aktører. I Danmark tæller det både lokale iværksættere og globale koncerner.
Det betyder:
- Demokratisk kontrol over databrug er svag.
- Beslutningsprocesser for automatiseret sagsbehandling er uigennemsigtige.
- Borgerens position skifter fra deltager til objekt i et system, de ikke kan se ind i.
Som Henry Maher[7] har påpeget, findes her et ekko af fascismens tidlige strukturelle ambitioner: en teknokratisk orden, hvor socialt hierarki og lydighed implementeres under dække af effektivitet og neutralitet.
Et samfund der holder sig selv fast
Det centrale paradoks er dette: jo mere utrygt samfundet bliver, jo stærkere bliver efterspørgslen på kontrol – og jo mere magt får de aktører, der profiterer på utrygheden.
Det er ikke en konspiration. Det er en funktion. Et systemisk mønster, hvor økonomisk og politisk logik smelter sammen i frygtens infrastruktur.
Når tryghed bliver til produkt
Frygten er ægte. Men løsningen er falsk.
Tryghed kan ikke produceres som en service. Den kan ikke opretholdes med kameraer og trusselsindeks. Den må bygges gennem solidaritet, retfærdighed og gennemsigtighed.
Det kræver et opgør med den økonomiske model, der tjener penge på vores frygt. Og en ny fortælling, hvor borgeren ikke er kunde – men medskaber.
[1] Henry A. Giroux (2019) – “Neoliberal Fascism as the Endpoint of Casino Capitalism”. https://fastcapitalism.journal.library.uta.edu/index.php/fastcapitalism/article/view/94
[2] Alan Finlayson (2021) – “Neoliberalism, the Alt-Right and the Intellectual Dark Web”. https://journals.sagepub.com/doi/10.1177/02632764211036731
[3] Melinda Cooper (2021) – “The Alt-Right: Neoliberalism, Libertarianism and the Fascist Temptation”. https://journals.sagepub.com/doi/abs/10.1177/0263276421999446
[4] https://justitia-int.org/bt-taenketank-slaar-alarm-minister-vil-give-pet-mulighed-for-hidtil-uset-overvaagning-af-alle-danskere/
[5] Henry A. Giroux (2019) – “Neoliberal Fascism as the Endpoint of Casino Capitalism”. https://fastcapitalism.journal.library.uta.edu/index.php/fastcapitalism/article/view/94
[6] Melinda Cooper (2021) – “The Alt-Right: Neoliberalism, Libertarianism and the Fascist Temptation”. https://journals.sagepub.com/doi/abs/10.1177/0263276421999446
[7] Henry Maher (2023) – “Neoliberal Fascism? Fascist trends in early neoliberal thought and echoes in the present”. https://link.springer.com/article/10.1057/s41296-023-00657-x
Her er en oversigt for de 6 afsnit der udkommer over de næste 2 uger
