En historie de prøvede at brænde
Det var egentlig tilfældigt, at Mette fandt arkivet.
Hun var historielærer på en ungdomsuddannelse i Aarhus og ledte efter nyt undervisningsmateriale om arbejderbevægelsen. Skolens bibliotek havde længe været underfinansieret, og mange kasser stod stadig uåbnede efter en skolesammenlægning for 4 år siden. En af kasserne var mærket “LO – 1970-1990”. Da hun åbnede den, fandt hun mapper med mødenotater, strejkekronologier og fotografier fra havnearbejdernes blokader i 1982-83[1]. Der var et brev skrevet med kuglepen: “Vi kræver ikke velgørenhed. Vi kræver vores andel.”
Det føltes som at finde noget, der var blevet skjult med vilje. Og måske var det ikke helt forkert, hvad det var.
Systemisk hukommelsestab
Den neoliberale omformning af samfundet er ikke kun økonomisk. Den er også historisk. For at kunne præsentere sine løsninger som “naturlige” eller “nødvendige”, må systemet først slette forestillingen om, at alternativer nogensinde har eksisteret – eller virket.
Prabhat Patnaik[2] beskriver det som en aktiv fortrængning: historisk erindring bliver et problem, fordi den åbner for sammenligning, kritik og modstand. Derfor marginaliseres de fortællinger, der kunne minde os om, at samfundet engang var organiseret anderledes – og at velfærd, solidaritet og kollektiv kamp ikke var gaver fra oven, men resultater af folkelig mobilisering.
I Mettes fund var der vidnesbyrd om:
- Koordinerede strejker på tværs af fagforeninger.
- Lokale forsyningsfællesskaber i modstand mod privatisering.
- Et klart sprog om klassesolidaritet og systemkritik.
Alt dette er i dag fraværende i offentlig pædagogik. Undervisningsministeriet prioriterer “karrierelæring” og “dannelse til arbejdsmarkedet”[3]. Samtidshistorie stopper ofte i 1989 – som om historien sluttede med Murens fald og markedets sejr.
Den symbolske vold i fraværet
Når en hel generation vokser op uden viden om deres samfunds politiske kamphistorie, så internaliserer de markedets logik som naturlov. De tror, at ulighed er et spørgsmål om indsats. At sociale problemer er personlige fejl. At demokrati er forbrugernes stemmeseddel – og ikke arbejdernes strejkeret.
Det er ikke et neutralt fravær. Det er, hvad Henry Giroux[4] kalder symbolsk vold: en systematisk fjernelse af begreber, erfaringer og stemmer, der kunne danne modmagt. Uddannelsessystemet bliver således ikke kun et rum for læring, men for aflæring af politisk forestillingsevne.
Mette besluttede at gøre noget ved det.
Giverens gave: modfortællingen
Hun lavede en kopi af arkivet og kontaktede sine kolleger. I løbet af få uger havde de samlet et netværk af undervisere og elever, der begyndte at digitalisere materialet. De udviklede undervisningsforløb, holdt oplæg, og nogle af eleverne begyndte selv at opsøge ældre fagforeningsfolk for at høre deres historier.
Det var ikke nostalgi. Det var erkendelse. Når én elev skrev: “Jeg troede altid at arbejde bare var noget, man skulle finde sig i – men nu forstår jeg, at man kan kræve noget” – så var det ikke fortid, men fornyet subjektivitet.
De havde fundet Vladimir Propps Giver i fortællingen. Ikke en person, men en gave: erindringen om, at fællesskab kan bygges – og at det har været gjort før. Ikke som utopi, men som praksis. Ikke som myte, men som struktur.
Systemet, der forstår arkiver som trussel
Kort tid efter blev skolens digitale platform kontaktet af en ekstern konsulent, som kritiserede de “ideologiske tendenser” i undervisningsmaterialet. Ledelsen blev bedt om at “sikre politisk neutralitet”. Presset kom ikke fra eleverne. Det kom fra en kultur, hvor uddannelse er blevet HR-funktion. Hvor dannelse skal måles i ”Key Performance Indicators”. Hvor historie skal tilpasses efterspørgslen.
Men arkivet kunne ikke brændes længere. Det var ude. Det cirkulerede.
At lære det, vi ikke måtte vide
Historien, de prøvede at brænde, var aldrig død. Den lå bare pakket væk. Det krævede en tilfældighed – og en insisteren – for at finde den. Og når den først blev læst, ændrede den blikket. Mette så det i elevernes øjne: ikke sentimentalitet, men begyndende klarhed.
Den, der kender sin historie, kan begynde at skrive en ny.
At lære at nævne fjenden
Salen er lavloftet, men fyldt. Der er gratis kaffe og hjemmebag. Foran står en ung kvinde med slides, hun selv har lavet. Der står: “Klassekamp eller Kulturkamp?” Det er en tirsdag aften i et forsamlingshus i udkanten af Aalborg. Rummet er fyldt med lærere, pædagoger, studerende, kontanthjælpsmodtagere og en tidligere fængselsbetjent.
Ingen får løn for at være her. De er kommet, fordi de vil forstå, hvorfor det hele føles forkert.
Det handler ikke længere om én reform. Ikke om én regering. Ikke engang om ét system. Det handler om en grundlæggende fornemmelse: At livet bliver mindre, hårdere, mere fragmenteret – og at nogen lyver om hvorfor.
Sproget mangler
En mand rejser sig. Han arbejdede 14 år i ældreplejen, men blev slidt ned. Nu er han på ressourceforløb og kæmper med kommunen. Han siger: “Jeg troede, det bare var mig, der ikke kunne følge med. Jeg skammede mig”.
Hans stemme ryster lidt. Men mange nikker.
Skam er systemets stille våben. Det tvinger folk til at internalisere strukturelle problemer som personlige fejl. Det gør kritik privat og usynlig.
Her, i dette rum, begynder noget at vende. Ikke gennem slogans. Ikke gennem vrede. Men gennem analyse.
Politisk afklaring
Oplægsholderen – en Sociologi-studerende der skriver speciale om socialt arbejde – tegner en model på whiteboardet:
- Økonomisk liberalisering siden 1980’erne.
- Udrulning af new public management.
- Markedslogik i uddannelse og sundhed.
- Sparepolitik forklædt som nødvendighed.
- Autoritær retorik som svar på ulighed.
Hun nævner navnene: Hayek, Friedman, Blair, Fogh Rasmussen, Løkke, Thorning, Macron, Orban. Hun citerer Thomas Palley[5]: “Neoliberalismen har åbnet vejen for proto-fascistiske tendenser gennem systematisk afvikling af demokratiets grundlag”.
Folk begynder at tage noter.
At nævne det, der ikke må nævnes
Samtalen skifter. En deltager spørger: “Men hvorfor siger ingen det i medierne?”
En anden svarer: “Fordi medierne er ejet af dem, der tjener på stilheden”.
Der grines – kort – men med alvor. De ved godt, det ikke er konspiration. Det er struktur.
At nævne fjenden er ikke at finde én skyldig. Det er at turde analysere helheden.
De begynder at sætte ord på:
- Fjenden er ikke indvandreren.
- Fjenden er ikke den arbejdsløse.
- Fjenden er en økonomisk orden, der sætter profit over mennesker – og et politisk system, der bekræfter den.
Sprog bliver til handling
Mod slutningen af mødet foreslår nogen at lave en læsegruppe. Andre vil starte en kampagne mod digital overvågning i kommunen. En lærer nævner behovet for at få fagforeningen med. En pensionist tilbyder at trykke flyers.
Det hele er små skridt. Men de går i en ny retning.
At nævne fjenden er ikke kun en intellektuel øvelse. Det er det første skridt i genopbygningen af et politisk subjekt – en borger, der forstår, hvem hun er, hvad hun står i, og hvad hun ikke længere vil acceptere.
Klarsyn som modstand
Henry Giroux[6] skriver, at autoritære regimer trives på forvirring. Når mennesker ikke længere kan skelne mellem årsag og virkning, mister de håbet – og overlader beslutningskraften til de stærke.
Men i dette lokale begynder håbet med noget andet: klarsyn. Ikke illusioner. Ikke retoriske løfter. Men evnen til at se, hvad der ødelægger os – og hvad vi kan genopbygge sammen.
[1] https://arkiv.arbejderen.dk/artikel/2007-12-06/6-december-1982-havnearbejderstrejken
[2] Prabhat Patnaik (2020) – “Neoliberalism and Fascism”. https://journals.sagepub.com/doi/10.1177/2277976019901029
[3] https://www.uvm.dk/-/media/filer/uvm/udd/gym/pdf16/nov/161108-klaedt-paa-til-at-traeffe-valg.pdf
[4] Henry A. Giroux (2019) – “Neoliberal Fascism as the Endpoint of Casino Capitalism”. https://fastcapitalism.journal.library.uta.edu/index.php/fastcapitalism/article/view/94
[5] Thomas I. Palley (2024) – “Neoliberalism and the Drift to Proto-Fascism”. https://www.tandfonline.com/doi/abs/10.1080/00213624.2024.2381414
[6] Henry A. Giroux (2019) – “Neoliberal Fascism as the Endpoint of Casino Capitalism”. https://fastcapitalism.journal.library.uta.edu/index.php/fastcapitalism/article/view/94
