Hvor er SF’s rød-grønne profil

Læsebrev: Hvor er SFs rød-grønne profil?

af Per Clausen og Peder Hvelplund 

“SF vil samle den brede befolkning i en alliance for forandringer, der udvider demokratiet, styrker fællesskabet, fremmer lighed og sikrer bæredygtighed. Målet er et socialistisk samfund, der på bæredygtigt grundlag skaber størst mulig velfærd, velstand, frihed og flest muligheder for alle mennesker”. Sådan skriver SF i deres principprogram fra 2012.

Onsdag aften indgik SF i en aftale der ikke alene cementerer den uhyrligt lukrative aftale som Mærsk, Chevron og Shell har om indvinding af Nordsøolien, men som kaster en skatterabat på et millardbeløb oveni. Det skal bemærkes af aftalen fra 2003, som SF dengang også var imod, i perioden fra 2004-14 bidrog med 16 mia. mere end forventet til Mærsks bugnende overskud. Et overskud der også betød der kunne falde en slant på 55 mia. kr. af til aktionærerne i 2014/15. Alligevel køber SF og de øvrige forligspartier argumentationen fra Mærsk om at de ikke har råd til at renovere Thyrafeltet. Og de køber den dyrt.

Nuvel. Tilbage til SFs principprogram. Udvider det demokratiet og styrker fællesskabet? Næppe ud fra en betragtning om at de værdier der findes i Nordsøen ret beset er fællesskabets og burde være under demokratisk kontrol, nu fortsat bliver malket af private interesser. SF køber præmissen med at skatteyderne skal betale for at Mærsk ikke har udvist rettidig omhu og sikret det produktionsapparat der giver dem en enorm profit. I stedet bliver beskatningsgraden af den overnormale profit nu sænket. Altså det udkomme som Mærsk får efter alle udgifter er betalt og egenkapitalen er forrentet. En beskatning der i Norge er på 84%, som i Danmark i forvejen var ekstrem lav på 75% bliver nu nedsat til 71%. Vi taler om midler der i stedet for at havne i Mærsks lommer, kunne tilflyde fællesskabet og bruges – efter demokratiske beslutninger – til fælles velfærd, klimainvesteringer eller infrastruktur. Det burde være indlysende for et solidarisk tænkende parti at såfremt olien skal hives op skal provenuet tilfalde fællesskabet. Ikke havne i aktionærernes bugnende pengekasser.
Fremmer det ligheden og sikrer bæredygtighed? Ligheden i samfundet bliver ikke større, kan vi roligt konstatere, ved at fællesskabets værdier, sælges alt for billigt til store multinationale koncerner. DONG, ringer en klokke i baggrunden.

Troværdigheden i bæredygtighedsdebatten styrkes heller ikke ved at når vi vælger at vores fossile ressourcer skal udnyttes, så gør vi det ekstremt lukrativt for olieselskaberne. Det er ud fra et klimaperspektiv tvingende nødvendigt at gøre udvinding af fossile brændsler så lidt attraktiv som muligt. SF går her i den præcist modsatte retning end anbefalet af samtlige klima- og miljøorganisationer.
SF måtte i tiden i regering æde umådelig meget lort garneret med et tyndt lag glasur. Vi havde håbet at SF havde lært af erfaringerne. At der er brug for en stærk venstrefløj til venstre for Socialdemokraterne. Der kan sætte kurs for en helt anden retning. Hvor bæredygtighed, velfærd og modvækst kan gå hånd i hånd med en progressiv udvikling af samfundet. Men det fordrer en vilje til at kunne sige nej til en aftale når den peger i en helt forkert retning. Både i forhold til fordelings- og klimapolitik. Selvom det giver knaster i forholdet til Socialdemokraterne. Hvis ikke SF har modet til at tænde håbet om at en anden udvikling er mulig bliver målsætningen i principprogrammet blot en hul manifestation.

Efterlad et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

69 − = 66