Kampen mellem kapitalisme og demokrati

Kampen mellem kapitalisme og demokrati

I 1982 kom Schlüter til magten, og dermed indledtes nyliberalismens sejrstog igennem Danmark. Kapitalen kastede sine lænker og underlagde sig det meste af økonomien; de små selvstændige er på vej ud af historien og også den offentlige sektor er presset.

Kapitalismens øgede dominans kan måles. Aktieselskabernes andel af omsætningen er vokset fra 50% i 1982 til 72% nu, mens de små enkeltmandsvirksomheder er faldet tilbage fra 20% til 7%; målt på bidrag til den nationale værdiskabelse (bruttofaktorindkomsten, BFI) er den kapitalistiske sektor øget fra 45% til 60%. Samtidig er kapitalen blevet betydeligt mere koncentreret, dermed mere magtfuld, idet de 10 største selskabers vægt er øget fra 20% af BFI i 1980 til 45% i dag. Og finanskapitalen har oplevet en himmelflugt, fra lidt mindre end BFI i 1982 til nu 7-8 gange så stor; kreditforeningerne og de lokalt forankrede sparekasser, der blot opbevarede folks penge, er blevet forvandlet til kapitalistiske selskaber, helt på linje med banker.

Dansk økonomi er blevet en selskabskapitalisme. Dette er en økonomisk revolution.

Den demokratiske sektor

I samme periode er den offentlige sektor faldet tilbage fra godt 30% til nu 26% af BFI, især grundet privatiseringerne under Nyrup.

Denne udvikling er bekymrende ud fra en demokratisk betragtning. Det skyldes at den offentlige sektor er den demokratiske sektor, og det er den fordi den i sidste instans er underlagt regering og Folketing, der kan definere brede og sociale målsætninger. Modsat den kapitalistiske sektor, der eksisterer for at tilfredsstille aktionærernes interesse i maksimal profit.

Skal økonomien indrettes efter det demokratiske princip om lige indflydelse for alle borgere (én stemme til hver), eller efter det kapitalistiske princip om indflydelse efter pengepungens tykkelse? Dette er den centrale principielle strid, men det er også den praktiske grundmodsætning i Danmark; den meste politik handler jo om angreb på og forsvar af den offentlige sektor.

Hvis man i vore dage vil arbejde for demokratiet, må det gælde om at trænge den kapitalistiske sektor tilbage til fordel for den offentlige, således at en større del af økonomien kommer under fællesskabets kontrol. For mig at se er dette også kernen i socialismen. Kampen for demokrati falder således sammen med kampen for socialisme – demokratisk socialisme.

Dette betyder ikke, at den reelt eksisterende offentlige sektor er et paradis.

Ofte arbejder de offentligt ansatte under vilkår, der er lige så dårlige og stressende som deres kolleger i den private sektor. Hertil kommer de nyliberale tiltag for at fratage sektoren dens identitet som et alternativ til kapitalistisk styring; den markedsgøres med New Public Management mm.

Men et flertal i Folketinget kan ændre dette, modsat i den private sektor, hvor det er kapitalen, der bestemmer.

Det gælder om at frigøre den offentlige sektor fra marked og kapital, så den kan blive et potent og attraktivt alternativ. Her kunne det være en god idé igen at gøre offentligt ansatte til ‘tjenestemænd’, altså fællesskabets tjenere; med sikkerhed i ansættelsen, så de ikke bliver et prækariat.

De offentligt ansatte som demokratiets fortrop

Enhedslisten kører for tiden en kampagne om de offentligt ansatte som Velfærdens Helte.

Det er glimrende. Fælles velfærd er bedre end privat velstand, som vi snart har fået nok af og som skader miljøet langt mere end ældrepleje og skoler. Alligevel har højrefløjen gennem mange år haft held til at fremstille disse helte som snyltere og uproduktive, for ‘værdierne skabes jo i det private erhvervsliv’. Som om den selvsamme operation er værdifuld, hvis den udføres på et privathospital, men ikke på et offentligt.

De offentligt ansatte kan regne med megen sympati for deres indsats for alles velfærd, men ingen har ulejliget sig med at forklare dem, at de arbejder for demokratiet.

Hvordan er udsigterne for at trænge kapitalen tilbage ved at udvide og af-markedsgøre den demokratiske sektor? Hvem har en interesse heri?

Kernen er naturligvis de offentligt ansatte, der har en soleklar interesse i at styrke den offentlige sektor; de udgør 21% af vælgerne (2013). Hertil kommer mennesker der lever af overførselsindkomster; det drejer sig om underklassen af marginaliserede (18%), altså modtagere af dagpenge og kontanthjælp etc., og om folkepensionister (23%). I alt 62% af vælgerne, der har en solid interesse i den offentlige sektor.

Vi kan kalde dette flertal for ‘velfærdskoalitionen’.

Faktisk er der et solidt rødt flertal blandt de offentligt ansatte, idet 51% i 2015 stemte for SD, SF eller EL (blandt privatansatte og selvstændige var det langt færre); også blandt de marginaliserede var det rødt flertal, om end beskedent.

Jeg ser optimistisk på mulighederne for at fremme den demokratiske socialisme.

Artiklen har tidligere været bragt i enhedslistens blad, “Rød + Grøn

Om Anders Lundkvist

Læs mere om samme emne i bogen: “Dansk Kapitalisme – gennembrud, storhed og stagnation”, forlaget Hovedland. Ud over den aktuelle nyliberalisme omhandler bogen den danske kapitalismes mere end 200 årige historie.

Læs mere på Anders hjemmeside, f.eks. om de mange bøger, som han har udgivet

Anders skriver som intro på sin hjemmeside:

Formålet med denne hjemmeside er at lægge bøger og artikler ud i det offentlige rum, således at de kan downloades og evt. printes ud. Alt materiale er frit, bl.a. fordi jeg er modstander af copyright og patenter, altså monopol på åndelige frembringelser. Husk blot at anføre kilden, hvis du bruger materialet.

Kommentarer, forespørgsler osv. er velkomne:

Skriv til lunduv@socsci.aau.dk.