Et mangfoldigt kulturliv er hjertet i en dynamisk, moderne og inkluderende by, der forbinder mennesker på tværs af aldre, baggrunde og sociale skel. I Enhedslisten ønsker vi at Aalborg skal være en kulturel drivkraft for fællesskab og social lighed, hvor alle borgere – uanset økonomisk formåen eller geografisk placering – har mulighed for at opleve og deltage i kunst og kultur.
Gennem lige adgang til kulturtilbud og målrettede initiativer, der når ud til hele kommunen, ønsker vi at skabe et levende og mangfoldigt kulturliv, der styrker både den personlige dannelse og samhørighed i kommunen. Enhedslisten ønsker med investeringer i kultur at sikre, at Aalborg ikke kun er en by med flotte bygninger, men også et sted, hvor kreativitet og fællesskab kan blomstre.
- Lige adgang til kultur: Museer og kulturinstitutioner skal tilbyde gratis adgang én gang ugentligt og sikre nem adgang for handicappede. Gratis tilbud som Kunsthal Nord skal styrkes økonomisk for at højne kvaliteten og rækkevidde.
- Kultur for børn: Der skal afsættes midler til kultur målrettet børn, både på musikscener og teatre, med tilbud fordelt i hele kommunen for at nå ud til alle børn.
- Støtte til eksisterende institutioner: Driftsmidler til kulturhuse og forsamlingshuse i landdistrikterne skal øges for at sikre daglig drift og vedligeholdelse.
- Lokale kulturhuse: Opret kulturhuse i de mindre byer med lokal opbakning som forudsætning.
- Lokale festivaler og events: Støt lokale festivaler og kulturevents økonomisk og logistisk for at fremme kulturel mangfoldighed og skabe fællesskaber på tværs af kommunen.
- Musik og litteratur: Støt musikkens vækstlag (rytmisk og symfonisk) og bevar biblioteker med nye litteraturcaféer for alle aldre.






