Enhedslisten er vi ikke sat i verden for at gøre en socialdemokrat til borgmester. Vores mål er at sikre mest mulig rød og grøn politik, og en konstituering i byrådet er et redskab til netop dét.
Radikale Venstre valgte at bryde en underskrevet konstitueringsaftale for i stedet at gå efter borgmesterposten i alliance med højrefløjen.
Det er deres eget valg, men det ændrer ikke på realiteten:
En borgmester med kun 2 ud af 31 mandater bag sit parti ville være uden reel styrke og konstant blive kørt over. Det tror jeg, at Lunde er udmærket klar over.
Som bekendt havde andre lugtet lunten (Lunden?), og korthuset kollapsede efter et par timer. Alt dét er nu historie.
For mig er noget af det mest opsigtsvækkende, hvad Radikale rent faktisk havde med i deres aftale med højrefløjen den 23. november:
- En eksplicit opfordring til Socialdemokratiet om at tilslutte sig deres alliance med højrefløjen.
- En lignende udstrakt hånd var der ikke til Enhedslisten eller SF.
- Ingen invitation til samarbejde. Ingen respekt for de partier, Radikale ellers lige havde været i valgforbund med.
- Budskabet var krystalklart: Venstrefløjen skulle isoleres, hvis det kunne sikre Jes Lunde borgmesterkæden.
Hvis planen var lykkedes, så ville venstrefløjen være skåret helt ned til det minimum af poster, som den d’Hondtske metode ville give os – og dermed uden rådmandspost eller bestyrelsesposter.
Konsekvensen?
Massivt svækkede muligheder for rød og grøn indflydelse i Aalborg.
Man kan mene om det scenarie, hvad man vil. Men kendsgerningen er, at Radikale Venstre var villige til at bruge venstrefløjen i valgkampen – for derefter at ofre os ved forhandlingsbordet.
Det er et aktivt valg. Med det valg har Radikale for mig at se reelt meldt sig ud af enhver fremtidig snak om et grønt valgforbund.
Det er en nødvendig konklusion. Når poster betyder mere end principper, så er det svært at tale om grøn troværdighed.
