Vi skal have langt færre svinefabrikker, ikke flere!

I Thy står vi magtesløse over for en vanvittig lov, som forhindrer natur.

Af Berit Raldin folketingskandidat opstillet i Thy

Vi skal have langt færre svinefabrikker, ikke flere. Det er der mange åbenlyse grunde til.
Limfjorden kvæles i gylle. Vores drikkevand er så fyldt med nitrat og pesticider, at vi som
forbrugere meget snart skal betale ekstra for at få renset vores drikkevand, så det ikke er
sundhedsskadeligt at drikke. Desuden er den industrielle produktionsform rendyrket
dyrplageri. MEN selv hvis vi ikke havde en borgerlig, Venstreledet konstituering her i
Thisted kommune, kunne vi ikke selv bestemme om vi vil have mere svineindustri i vores
dejlige natur.

Vi står med en Grøn Trepart, som Thisted kommune dårligt nok vil opfylde i forhold til jord,
der skal udtages af dyrkning, fordi et flertal mener, at vi ikke kan undvære den
landbrugsjord. Men kommunen har dog udpeget Storådalen til et naturområde hvor
dræning og dyrkning skal ophøre. Området dækker op mod 4.000 hektar land. Det er et
glædeligt projekt. I den situation er det virkeligt trist at læse i landsdækkende medier om
svineavleren i Thy, som ønsker at skynde sig at udvide sin i forvejen store produktion med
yderligere 100.000 svin årligt i lige netop det område. Han glæder sig over, at national
lovgivning overtrumfer ethvert lokalt ønske om mere natur. Det drejer sig om
”Husdyrgodkendelsesloven”, som blev vedtaget af Løkkeregeringen for 10 år siden for at
mindske den kommunale sagsbehandling og gøre det nemmere for svineavlerne at
udvide. Efter valget skal den lov laves om hurtigst muligt! Jeg stiller op for Enhedslisten i
Thy-mors kredsen til det kommende Folketingsvalg og vil arbejde mod svineindustriens
ødelæggende fremfærd. Vi skal have en rød-grøn regering som ikke lader sig tryne af
landbrugslobbyen (ej hvorfor kan jeg ikke lade være at bruge grisemetaforer?)