Group oil rigs and brightly lit industrial site at night. Toned.

Gode sager afsluttet på eftersommerens første byrådsmøde

Eftersommerens første byrådsmøde, den 13. august, betød at vi fik flere vigtige sager på plads, som vi har arbejdet længe for at få gennemført.

Vi har i flere år forsøgt på at Aalborg Kommune til at droppe investeringer i fossile brændstoffer i sammenhæng med, at vi fik vedtaget en strategi for udfasning af kul på Nordkraft.

Sidste år fik vi vedtaget strategien for udfasning af kul på Nordkraft og den 13. august’18 traf Byrådet beslutning om, at droppe investeringer i fossile brændstoffer.

I beslutningen indgår også, at at Aalborg Kommune ikke gennem sine investeringer skal medvirke til at opbygge eller opretholde ulovlige besættelser. En beslutning som først og fremmest får konsekvenser for investeringer i de besatte områder i Palæstina og i Vestsahara.

Yderligere blev der fulgt op på tidligere beslutninger om at undgå investeringer i selskaber, som benytter sig af skattelylande. Også spørgsmål som Enhedslisten har rejst flere gange. Kun DF stemte imod den nye investeringspolitik, mens Venstre og De Konservative forholdt sig helt tavse.

Læs beslutningen hér (åbner ny fane)

I flere år har produktion og salg af mad til de ældre givet et overskud, som er endt i Aalborg Kommunes kasse. Dette er ikke bare urimeligt, men også ulovligt. Derfor tog Enhedslisten sagen op i foråret’18 gennem en henvendelse til borgmesteren. Resultatet blev, at Aalborg Kommune ikke længere trækker penge ud af Madservice og at de penge, som er blevet trukket ud fra 2014 til idag tilbageleveres til Madservice.

Læs beslutningen hér (åbner ny fane)

Da Aalborg Byråd sidste år vedtog sin biodiversitetstrategi, fik vi vedtaget, at der også skulle udarbejdes en konkret handlingsplan for dette område. Med vedtagelsen af “Under åben himmel – polititik fra natur, parker og udeliv” fik vi vedtaget en ambitiøs politik med en række konkrete målsætninger og konkrete initiativer.

Det var også positivt at vi kunne vedtage en udviklingsplan for Vodskov, som er baseret på en opfattende inddragelse og deltagelse af lokalbefolkningen og som tager udgangspunkt i et helt niveau for beskyttelse af naturen i Hammer Bakker. Sådan burde byplanlægning altid være i Aalborg.

Per Clausen, gruppeformand, Enhedslisten i Aalborg Byråd