Kvinde+ netværk

Netværket holder pt. pause og der er derfor ikke nogen aktiviteter i gruppen. Opdateret 23. september 2022

“Kvinde+” er et nyt kønspolitisk netværk for kvinder og køns-minoriteter. Vi vil arbejde aktivistisk og skabe en mere feministisk virkelighed. Det vil vi gøre både internt i Enhedslisten og ved at lave politisk arbejde og feministiske aktioner i Nordjylland.

Vi går ud fra den tanke, at der i alle rum eksisterer minoriteter. Også selvom det ikke nødvendigvis er fysisk synligt. Her kan for eksempel være tale om køns-minoriteter eller personer med mentalt handicap. Vi vil arbejde intersektionelt, det betyder blandt andet at vi anerkender at patriarkatets undertrykkelse kommer til udtryk på forskellig vis, alt efter hvilke sociale kategorier vi hører under. Vi vil derfor med Kvinde+ skabe et selvorganiseret, inkluderende og intersektionelt feministisk rum, hvor vi i fællesskab kan finde frem til hvilke krav der er vigtige at stille og hvordan vi i praksis vil arbejde for at opnå en mere intersektionel feministisk retning for Enhedslisten og i hele Nordjylland.

Vores udgangspunkt er desuden at have fokus på sager, der er vigtige og fylder for os i Nordjylland. Den feministiske kamp er både lokal, national og international, derfor skal vi arbejde solidarisk med andre feministiske grupper på tværs af regionale og nationale grænser, men vores fokus er i første omgang at skabe et stærkt feministisk netværk med lokal forankring i vores virkelighed og hverdag i Nordjylland.