1000Fryd er andet og mere end et spillested

Det var i august ‘96. Jeg var lige fyldt 16 år, da en veninde inviterede mig til koncert med det norske dødspunkband ‘Turbonegro’ (et bandnavn, som nok ikke var gået upåagtet hen i dag), der få måneder forinden havde udgivet albummet ‘Ass Cobra’ (link: youtube).

Jeg brød mig egentlig ikke synderligt om Turbonegro, men jeg syntes, at det lød ret spændende at tage til koncert i Aalborg, så jeg tog bussen de 25 km fra Kaas og stod af på stoppestedet overfor Ambassadeur på Vesterbro. Derfra var der ikke langt til det lille, lavloftede spillested, hvor koncerten skulle foregå.

Musikken kunne høres ud på gaden. Billetprisen var vist 40 koner, og der var adgang gennem en port. Musikken var høj og rodet, og i det aflange, lave og lidt mørke rum var lyden stærkt koncentreret, så det lydbilledet blev endnu mere rodet end på plade. Det lød ærligt talt ikke ret godt.

Jeg husker publikum som en klump af mennesker i sorte støvler og hullede cowboybukser, der væltede rundt. Der var højest 100 mennesker, muligvis færre. Nogle crowdsurfede på andres hænder under det lave loft, og jeg kan huske, at jeg tænkte, at risikoen for at rive sig på noget i loftet nok var større end risikoen for at falde ned, fordi folk var tæt pakket i det lille lokale.

Det var mit første møde med 1000Fryd.

Jeg har altid været mere gæst på fryd end aktivist i huset, men siden ‘96 er det blevet til masser af koncerter. Nogle gode og uforglemmelige, andre vil jeg nok betegne som… forglemmelige.

Umiddelbart tror jeg, at højdepunkterne er:

De norske rap-pionerer Gatas Parlament (link: Facebook) som jeg har set to gange på 1000Fryd. Publikum dansede noget, som bedst kan beskrives som pogo-polka under ‘Antiamerikansk dans’, og der var utrolig meget sing-along. Både fordi alle tilhørere kendte teksterne, og fordi bandet hele tiden lagde op til fællessang.

Kuriøst nok var opvarmningsbandet til en af koncerterne med GP to gymnasiepiger fra Fyn, som udgjorde rap-duoen ‘Mor’. Karen Marie, den ene halvdel af duoen, blev senere verdensstjerne under kunstnernavnet MØ. Denne aften var hendes største hit dog ikke ‘Final song’, men ‘Fisse i dit fjæs’.

Sunken. Tre uger før, at det århusianske atmosfærisk blackmetal-band udgav deres første EP, spillede de på 1000Fryd. Jeg tror, at vi var 17 tilhørere, og af dem var næsten halvdelen medlemmer af andre bands, som havde optrådt samme aften. Men det beskedne fremmøde påvirkede ikke bandet, der virkede til mest at spille for deres egen skyld i deres helt egen verden. Jeg kan bedst beskrive det som soundtracket til at være faret vild i en uendelig skov om vinteren.

Konvent (link – Facebook). Stemningen emmede af en følelse af “lige om lidt, så bliver de til noget stort”, og det må jo siges at være sket. Musikalsk fungerede de utrolig godt, og det var tydeligt at høre de små nuancer af lyd og melodiske elementer, som gør døds-doom til noget kvalitativt andet end støj.

Det var afslutningen på deres mini-turné for at promovere ‘Puritan Masochism’, og pladeselskabet havde givet bandet et par flasker champagne for at fejre turnéens afslutning. Det var før corona, så i stedet for at drikke dem selv sendte bandet champagneflaskerne rundt til deling blandt publikum, som bællede det i sig og sprøjtede med champagne. Stakkels den aktivist, som skulle vaske gulv næste dag…

Da Konvent havde spillet deres sæt, bad publikum om ekstranumre. “Men vi har ikke flere numre,” sagde forsanger Rikke. “Så start forfra!” råbte en. Okay, svarede Rikke, men kun hvis I kommer op på scenen sammen med os. Og sådan blev det. Mikrofonen og champagneflaskerne gik på omgang, og jeg er rimelig sikker på, at vokalen på titelnummeret ‘Puritan Masochism’ ikke lød lige så godt som ekstranummer. Men sjovt og uforglemmeligt var det.

Men 1000Fryd er andet og mere end et spillested.

Det kan måske umiddelbart synes paradoksalt, men på trods af – eller måske på grund af? – sin flade struktur med lange, konsensussøgende møder er 1000Fryd et sted, hvor der er utrolig kort fra tanke til handling. Det er jeg sikker på, at mange kan komme med eksempler på, men jeg oplevede det selv, da jeg på et tidspunkt fandt ud af, at der ikke var faste filmfremvisninger i 1000Fryds biograf Peepshoppen. Jeg sagde, at jeg gerne ville vise film og bad om at få det taget op på førstkommende mandagsmøde, og allerede efter en uge havde jeg et sæt nøgler i hånden og drev en biograf. Det gjorde jeg i et års tid, og det er en opgave, som Mikkel siden har taget på sig med langt større dedikation og tålmodighed, end jeg investerede i projektet.

I 2016 efter den såkaldte ‘hackersag’ var jeg med som ordstyrer på et ekstraordinært – og særdeles velbesøgt – stormøde, hvor alle kunne få luft for deres tanker, bekymringer og frustrationer. Tårerne fik frit løb hos mange, men der var en gennemgående stemning af, at uanset hvor man stod i de konflikter, der var, så skulle alt sættes ind for at sikre 1000Fryds overlevelse. Ukrudt forgår ikke så let, og fryd overlevede det, som må betegnes som sin største interne krise indtil videre.

Fryd overlevede, fordi rigtig mange dedikerede mennesker satte sig for, at det skulle ske. Hvis man putter 1000Fryd ind i Finansministeriets regnemodeller, så vil computeren brænde sammen, mens 1000Fryd vil blomstre.

Krisen nu er anderledes, fordi den helt entydigt skyldes noget eksternt. Det gør udfaldet mere uforudsigeligt, selvom sammenholdet både på og omkring 1000Fryd er utrolig stærkt.

Jeg ved ikke præcis hvordan, det vil lykkes, men jeg er optimistisk på 1000Fryds vegne.

Til næste år fylder min søn Sebastian 16 år, og jeg håber virkelig, at der også vil være et sted for ham og alle andre, hvor man kan høre norsk larm. Måske endda følges med sin far, hvis man har lyst til det.

Skriv under: Bevar 1000Fryd:

Lasse Olsen