Med udtalelser om etnisk forskelsbehandling fra den nye formand for indfødsretsudvalget, Mikkel Bjørn, er angsten forværret hos os, der kæmper eller har kæmpet for dansk statsborgerskab. Derudover risikerer vi forøget mistrivsel og hårdere retorik
I september 2021 stod jeg med mit danske statsborgerskab i hånden. Efter flere års kamp med både permanente opholdstilladelser og statsborgerskabet troede jeg naivt, at min kamp var slut. For nu var jeg jo blevet ’dansker’.
Men angsten er desværre ikke forsvundet, især ikke efter at min lillebror fik afslag på sin permanente opholdstilladelse. Der gik det op for mig, hvor skrøbeligt et fundament min familie står på. Når et uddannelsesskift var nok til at give afslag for min lillebror, kan min familie så regne med at kunne blive i Danmark uden at skulle deporteres i den nære fremtid?
Jeg er langtfra den eneste, der går med en frygt som denne. I flere år har vi måttet finde os i, at vores boligområder skal kaldes ghettoer eller parallelsamfund, at vi skal dobbeltstraffes, og at vi er kriminelle, som gør gamle damer utrygge.
Min angst er forværret markant med den nye formand for Folketingets Indfødsretsudvalg, Mikkel Bjørn (NB), som har udtalt til pressen, at: »vi har så dårlige erfaringer med at give statsborgerskab til folk fra islamiske lande, at medmindre vi får en model, hvor jeg kan få større indsigt i folks holdninger, synspunkter og værdier, så vil jeg have svært ved at forsvare at give statsborgerskab til folk, som jeg ikke ved mere om.«
Det får mig til at sætte spørgsmålstegn ved, om man nu officielt har udmeldt en forskelsbehandling, som gør det nærmest umuligt at få tildelt politiske rettigheder, hvis man kommer fra et såkaldt ’islamisk land’. Hvordan skal man kunne føle sig dansk, når en politiker som Mikkel Bjørn får tildelt formandsposten for indfødsretsudvalget? Politiske rettigheder er en del af de forudsætninger, som er med til at gøre, at unge som mig kan deltage i samfundet på lige fod med etnisk danske jævnaldrende.
Symbolværdien i Mikkel Bjørns formandskab har allerede haft konsekvenser for alle os, der har kæmpet eller stadig kæmper med opnåelse af det danske statsborgerskab. Derudover frygter jeg, at mistrivslen hos børn og unge med minoritetsetnisk baggrund vil forværres som følge af skærpelse af reglerne for statsborgerskab og en generel hårdere retorik i udlændingedebatten.
