Stop for gratis parkering ved Aalborg Lufthavn 

Michael Levinsen Nielsen, kandidat for Enhedslisten til kommunalvalget i Aalborg

”Gratis parkering!”. Sådan lyder et af de helt store salgsbudskaber fra Aalborg Lufthavn til passagerne og lufthavnskunder i hele Jylland. Og budskabet bliver øjensynligt hørt: Aalborg Lufthavn var ved at drukne i biler inden Coronaen midlertidigt stoppede flyvningen. Gennem flere år har Lufthavnen udvidet parkeringsarealerne, som nu ifølge lufthavnen tæller 5.500 parkeringspladser.

Samtidig har lufthavnen fin betjening af kollektiv trafik i form af flere buslinjer og senest fra 2020 også en togforbindelse.

Enhedslisten i Aalborg foreslår, at bilisterne fremadrettet skal betale en grøn parkeringsafgift for at parkere bilen ved lufthavnen. Indtægterne fra parkeringsafgifterne skal investeres i klimatiltag, der kan begrænse de mange skader, som flyvningen og bilismen påfører miljøet.

I Enhedslisten finder vi det helt urimeligt, at bilfrie passagerer og skatteborgere skal være med til at betale for at flypassagerer i privatbil gratis kan parkere ved lufthavnen. I mange andre større lufthavne som f.eks. København, Billund og Tirstrup må bilisterne betale for at parkere ved Lufthavnen. Kommunerne bør på alle områder fremme bæredygtig transport i stedet for at belønne bilister med gratis parkeringspladser. Når kommuner som Aalborg ejer lufthavnen, så må kommunerne udvise et miljømæssigt forsvarligt ejerskab. Og det gør kommunen ikke ved at lokke bilkunder til med gratis parkeringspladser.

Flyvning hører i forvejen til de mest miljøskadelige transportformer. En så miljøskadelig transportform fortjener ikke offentlig støtte i form af gratis parkeringspladser fra nordjyske kommuner og skatteborgere. Og Aalborg Lufthavn skal ikke gennem markedsføring presse andre af landets lufthavne til også at tilbyde deres kunder gratis parkering med risiko for at lufthavnene konkurrerer om at forkæle bilisterne mest muligt – til skade for miljøet.

Aalborg bør gå forrest i retning af at flytte transporten til stadig mere grøn transport – og gratis parkeringspladser til biler er ikke en grøn, men en sort retning.