70 års-dagen for menneskerettighederne – en dag vi burde fejre

I dag er det 70 års-dagen for menneskerettighederne – en dag vi burde fejre. Desværre står vi ikke her for at fejre i dag, men for at fortsætte kæmpen, for netop disse rettigheder gælder også mennesker på flugt.

Som barn havde jeg aldrig hørt om Danmark og drømte heller ikke om at blive flygtning i Danmark eller andre steder for den sags skyld. Jeg havde et dejligt hjem – vi havde muligvis ikke alle de materielle ting vi har i Danmark, men jeg savnede det heller ikke.

Jeg havde en dejlig familie, hus, tøj og mad, og det var alt jeg behøvede. Indtil en tidlig morgen i 1988. Jeg vågnede fordi jeg skulle tisse. Jeg hørte et brag, så op, så raketter og missiler flyve rundt på den blå skyfri himmel. Først var jeg henrykt og tænkte, at dette var et fantastisk syn, men et kort øjeblik efter hørte jeg skrig og råb og blev grebet af panik. Den dag ændrede alt sig i min verden. Vi skulle på flugt og forlade alt det, vi kendte. Jeg mistede min far i krigen og flere af mine familiemedlemmer.

Vi blev drevet på flugt og blev flygtninge i et såkaldt nærområde –Etiopien, et land der knap nok kunne hjælpe sin egen befolkning og slet ikke havde ressourcer til at hjælpe os flygtninge. Det betød at vi ikke havde et fast sted at bo og vi ikke altid fik noget at spise, for slet ikke at nævne medicin og lægehjælp.

Hver dag ventede vi sultne og tålmodige på min mor. Når hun endelig var tilbage, træt og udmattet, kunne vi på afstand se, om hun havde en pose eller andet i sine hænder. Hvis ikke, betød det at der ikke var mad den dag. Andre gange var der kun mad til én af os. Da jeg skulle overbevise min mor om at lade mig rejse, sagde jeg til min mor ”Så har du kun én mund at skulle bekymre dig om”.

Jeg kom til Danmark som 9-årig uledsaget flygtning. Danmark tog sig godt af mig.

Jeg søgte om familiesammenføring med min mor og lillesøster. Da det lykkedes, kom der orden i min verden. Først dér kunne jeg begynde at vokse, ikke bare fysisk men også mentalt.

I dag er jeg en stolt mor til to fantastiske piger. Den ene er medicinstuderende, og den anden er på vej til efterskole. Jeg er selv uddannet socialpædagog, coach og er flygtningeambassadør. Jeg sidder i hovedbestyrelsen for Enhedslisten og er medlem af flere bestyrelser, hvor jeg bidrager til udvikling og integration.

Når jeg hører og ser hvordan man omtaler og behandler de nye flygtninge, kan jeg ikke lade være med at tænke på, det kunne have været mig, og om jeg havde udviklet mig og var blevet til den jeg er, hvis jeg var en af dem? Hvis jeg overhovedet var så heldig at jeg ikke blev fordrevet på en øde ø med få færgeafgange til overpriser? Om jeg fik det samme tilhørsforhold? Om jeg fik en uddannelse? Eller mine dejlige børn – det ville jo i så fald have krævet at jeg kom på Rock Nielsen i Jomfru Ane Gade, hvor jeg mødte min daværende kæreste.

Meget har ændret sig i DK siden juli 1991, hvor jeg fik lov at blive en del af dette land, som jeg kalder for mit hjem nu. Frygten hærger og vi er blevet fremmede for hinanden, vi adskilles og sorteres fra. Som Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti sagde ”Bare fordi man kommer til Danmark og får sig en masse børn, kan man ikke kaldes for danskere” Nationalismen bliver stærkere og stærkere for hver dag, humanismen bliver svagere og svagere for hver dag.

Nu er vi nået hertil, hvor vi synes, at det er helt i orden at sætte mennesker på flugt på en øde ø fordi de er uønskede. Vi er nået hertil hvor vi forsvarer, at der er børn i Danmark som ikke har råd til mad, tøj og medicin, børn som er sat uden for fællesskabet. Vi forsvarer at børn adskilles fra deres familier.

Det er ikke det Danmark, jeg kender og er stolt af

Politikere, stop jeres angreb på fattige og flygtninge. Deltag i det landsdækkende opråb.