Arven fra Stonewall må ikke blive glemt – Pride 2019 – Aalborg

Lørdag den 13. juli deltog jeg i Aalborg Pride 2019. Jeg har været med lige siden den første Aalborg Pride i 2015, altid i kraft af mit engagement i Amnesty International. I vores arbejde har LGBT-personers menneskerettigheder i snart mange år været et vigtigt indsatspunkt. Men når man som jeg har LGBT-personer i sin nærmeste familie, indser man endnu tydeligere  og nu med en helt personlig vinkel, hvor vigtigt det er at vi alle kæmper sammen for at sikre at menneskerettighederne gælder for alle mennesker uanset seksualitet og køn. For på den ene side er Pride-paraderne en mulighed for at LGBT-personer kan stå frem og vise deres værdighed, men det er på den anden side også en enestående mulighed for at alle mennesker kan vise deres solidaritet med LGBT-personer.

På en julidag i Aalborg kan det hele nok godt minde lidt om endnu en omgang af karnevallet med fadøl, høj musik og farvestrålende tøj. Men det er vigtigt at huske, at historien om baggrunden Pride-paraderne er dramatisk og er også et kapitel i venstrefløjens historie.

Det hele begyndte med de nu berømte Stonewall Riots i New York i 1969, da politiet stormede The Stonewall Inn, der var en bar i Greenwich Village. Baren var især kendt for at være populær blandt de fattigste og mest marginaliserede mennesker i byens LGBT-miljø. Protesterne mod politiets razzia skabte historie, for det var første gang hvor LGBT-personer sammen kæmpede mod magthavernes systematiske forfølgelse af dem. Det er ikke tilfældigt, at dette skete på et tidspunkt i USAs historie, hvor der allerede var andre vigtige kampe i gang. Dels var det kampen mod den apartheid-lovgivning, der gennem mange generationer havde undertrykt afro-amerikanerne. Dels var det kampen mod USAs krigsførelse i Vietnam.

Nu, 50 år senere, er der Pride-parader i mange lande, især i Europa og Nordamerika, og  i USA fandt de første parader sted på årsdagen for Stonewall-optøjerne.

I dag er denne politiske dimension tydeligt gledet i baggrunden. Det kan man bl.a. se af at Aalborg Pride er afhængig af sponsorater fra bl.a. Smirnoff og Tuborg. Som venstreorienteret er det en udvikling, man kan være ærgerlig over – for der er i høj grad tale om at store virksomheder er i gang med at opdage endnu en potentiel kundegruppe. Det er næppe fra dem, man skal høre en omtale af Stonewall. På den anden side er der stadig virksomheder, blandt andet i USA, der giver penge til anti-LGBT-grupper, så i det mindste tyder noget på at LGBT-rettigheder er på vej ind i mainstream.

Den politiske dimension er dog vigtig at pointere. Der findes desværre stadig lande, hvor Pride-paraderne har haft svære vilkår eller har været forbudt, og andre lande hvor LGBT-personer bliver forfulgt på anden vis. Det er f.eks. tilfældet i Moskva, hvor bystyret i 2012 vedtog at forbyde Pride-parader i de næste 100 år! Og i mange afrikanske lande tordner regeringerne mod LGBT-personer. Et skræmmende eksempel er Uganda.

Når man husker på dét, bliver det også tydeligt, hvorfor det er vigtigt at deltage i Pride-paraderne, uanset køn og seksualitet og uanset den omsiggribende kommercialisering: Det er et spørgsmål om solidaritet, og her også om international solidaritet. Arven fra Stonewall må ikke blive glemt.

Hans Hyttel