Med regeringens seneste udspil om en grøn skattereform og en kommende CO2-afgift er der igen åbnet op for diskussionen om, hvorvidt bestemte produktionsvirksomheder bør slippe billigere af risiko for såkaldt “CO2-lækage” – eller om vi bør holde fast på det grundlæggende princip om, at forureneren betaler.
For især Danmarks absolut største drivhusgasudleder, Aalborg Portland, lægger regeringens udspil nemlig op til, at Aalborg Portland og en række andre store udledere vil få en rabat på over 80 pct. af den generelle CO2-afgift – fra 750 kroner pr. tos CO2 til kun 100 kr.
Det må siges at være en tilbudspris, som ikke engang ses i de billigste supermarkedskæder i dag.
Til gengæld betyder det ifølge Aalborg Portland selv, at de nøjes med at skulle betale ca. 200 millioner kroner i ekstraomkostninger om året fra 2025.
200 millioner kroner lyder muligvis af meget for os almindelige dødelige, men Aalborg Portlands omsætning var i 2021 på over 10 milliarder kroner, og derfor er der ingen grund til at tro, at denne CO2-afgift vil have en særlig betydning for Aalborg Portlands økonomi.
Men er alt så ikke, som det skal være – der skabes både et økonomisk incitament for f.eks. Aalborg Portland til at omstille, samtidig med at der stort set ikke er nogen risiko for, at produktion flytter ud af landet?
Det afhænger først og fremmest af, om vi forstår CO2-lækage som en risiko, der betyder, at vi er nødt til at give køb på grundlæggende retfærdighedsprincipper om, hvem der skal betale for den grønne omstilling.
I den offentlige debat fremstår CO2-lækage ofte som en slags naturlig proces, som vi ikke kan gøre noget som helst ved. Som når der hældes op til, at et bæger flyder over, er CO2-lækage et spild af arbejdspladser og penge ud af landet, der følger en række naturlove. Men CO2-lækage eksisterer kun, fordi private virksomheder i dag kan vælge at flytte deres aktiviteter rundt blandt lande alt efter, hvor der er mest profitabelt.
På den måde er den bedste sammenligning med CO2-lækage en anden form for udflytning af midler og penge – nemlig skattely. CO2-lækage og skattely har det til fælles, at de ofte retfærdiggøres ud fra, at private virksomheder ellers ikke kan løbe rundt, samtidig med at de samme virksomheder har milliardoverskud på baggrund af strategiske valg om, hvor i verden det vil være allerbedst at placere lige præcis deres forretning eller bare deres overskud.
For Aalborg Portlands vedkommende har man haft overskud i en længere årrække og endda med rekord for 2021 med over 1 milliard kroner.
Direktør Michael Lundgaard Thomsen har meldt ud i medierne, at en højere CO2-afgift på enten bare 750 kroner pr. tons CO2 eller det dobbelte, som Klimarådet anbefaler, vil fjerne hele Aalborg Portlands overskud i mange år fremover.
Men selv hvis det er rigtigt, er det vigtigt at stille spørgsmålet, om det igen bare er en “naturlov”, at de virksomheder, der har det allerstørste ansvar for klimakrisen, stadig skal køre med overskud år efter år?
Bør de ikke som det mindste acceptere, at de ikke kan blive ved med at tjene penge på at forurene?
Samtidig har Aalborg Portland, Rockwool og andre industrivirksomheder haft mindst 30 år til at bruge enhver krone af deres overskud på at omstille sig selv – eller bare spare op til den regning, som de nu bør betale.
I de fleste andre sammenhænge siger vi, at den hovedansvarlige for noget, der er moralsk forkert, er den, der aktivt beslutter at gøre det. Muslimer er ikke alle sammen ansvarlige for islamistiske terrorangreb. Kvinder er ikke ansvarlige for, om deres påklædning eller opførsel tolkes som en invitation til seksuelle tilnærmelser. Og vestlige politikere er heller ikke ansvarlige for, om Rusland invaderer Ukraine.
På samme måde bør vi ikke gøre det til et ansvar, der hviler på hele samfundets skuldre, om CO-lækage i fremtiden finder sted eller ej. Det er i sidste ende altid private virksomheders ansvar, om de vælger at fortsætte deres forurening andre steder i verden.
Hvis symbolpolitik også bør spille en rolle for den grønne omstilling, bør det handle om for politikere og andre meningsdannere at sende lige præcis det signal ud til virksomhederne og den brede offentlighed – frem for at udbrede den direkte forkerte retorik om, at Danmark allerede er et “grønt foregangsland”.
Andres Beyer Gregersen, Enhedslisten Aalborg
