Søndag den 13. januar deltager jeg endnu en gang i den store demonstration i Berlin til minde om Rosa Luxemburg (og Karl Liebknecht).
I år er det 100 år siden, de blev myrdet af højreradikale frikorps, som handlede i tæt samarbejde med den socialdemokratiske højrefløj, da de smadrede den tyske revolution. En tragisk begivenhed, som fik afgørende betydning for den splittelse i arbejderbevægelsen, som svækkede mulighederne for at forhindre den nazistiske magtovertagelse i 1933.
Rosa Luxemburg var aktiv i det tyske socialdemokrati i hele sit voksne liv, indtil hun under første verdenskrig forlod dette parti i protest mod dets støtte til den tyske deltagelse i denne krig. Holdningsmæssigt formulerede Rosa Luxemburg et alternativ til både den socialdemokratiske opgivelse af de socialistiske mål og deres fatale svigt, da de accepterede og aktivt støttede deltagelse i 1. Verdenskrig i de europæiske lande og til den leninistiske kommunismes opgør med de demokratiske rettigheder og erstatningen af folkets demokrati med partiets diktatur.
Efter min opfattelse kan man udlede 5 vigtige pointer af Rosa Luxemburgs bøger, artikler og politiske praksis.
For det første er det nødvendigt at fastholde et mål om et helt andet samfund end det kapitalistiske. Hun fastholdt i “Sociale reformer eller revolution” (1899), at det socialistiske mål skal fastholdes, hvis Socialdemokratiet ikke bare skulle blive et borgerligt reformparti. Der skulle gøres grundlæggende op med et system, hvor produktionen tager udgangspunkt i ønsket om profit – ikke i opfyldelsen af menneskers behov, og et system, hvor de afgørende beslutninger omkring investeringer er overladt til det lille mindretal, som ejer produktionsmidlerne.
For det andet står denne langsigtede målsætning ikke i modsætning til kampen for konkrete forbedringer her og nu. Denne kamp er helt nødvendig for at forsvare arbejdernes livsvilkår, men kan også give erfaringer, som kan styrke kampen på længere sigt. Reform og revolution er i følge Rosa Luxemburg ikke hinandens modsætning, men hinandens forudsætning.
For det tredje opfattede hun kapitalismen som et økonomisk system, som er afhængig af hele tiden at vokse. Det betyder, at kapitalismen stræber efter at underlægge sige hele jordkloden og alle menneskelige relationer, sådan at der kan tjenes penge på alle og alt (Die Akkumulation de Kapitals, 1913).
For de fjerde mente hun ikke, at strejker, politiske aktioner og revolutioner opstod, fordi partier eller fagforeninger tog initiativ til disse. Forudsætningen for disse var, at der i befolkningen var et ønske om oprør og forandring samt vilje til handling (Massestrejken, 1906). Selvfølgelig kan (og skal) partier og fagforeninger organisere og inspirere, men i sidste instans afhænger mobiliseringen af forhold, som organisationerne ikke er herre over.
For det femte var hun urokkelig i sit forsvar for demokratiet både samfundet og i partiet. For Rosa Luxemburg var det umuligt at skille socialismen og demokratiet. Socialismen voksede op nedefra og kunne ikke indføres oven fra og ned. Frie valg, total ytrings- og mødefrihed var for hende forudsætningerne for udviklingen af socialismen og derfor var hendes kritik af bolsjevikkernes angreb på disse klar og præcis – også selv om hun støttede den russiske revolution. (Den russiske revolution, skrevet i 1918, udgivet i 1922).
Alt i alt mener jeg, at Rosa Luxemburg her 100 år efter sin død stadig har masser af inspiration at give os. Derfor deltager jeg i demonstrationen den 13. januar, men håber også, at vi vil benytte lejligheden til en fornyet debat om hendes vigtige og inspirerende input på venstrefløjen i Danmark.
