Enhedslistens klimaplan 2030 – en socialt retfærdig vej til det grønne samfund

Peder Hvelplund

Regningen for finanskrisen blev betalt af de laveste indtægter og de økonomisk mest udfordrede dele af Danmark. Det skal ikke gentage sig. Den helt nødvendige grønne omstilling af Danmark skal finansieres af de rigeste og de der forbruger mest.

Derfor har Enhedslisten fremlagt en klimaplan, som ikke bare er konkret, ambitiøs og fuldt finansieret, men som også er socialt og geografisk balanceret.

Den grønne omstilling er en bunden opgave. Der kommer forandringer af vores samfund, uanset hvad. Hvis vi i tide viser politisk vilje, kan vi til gengæld være med til at kontrollere forandringerne og sikre de får en social balanceret profil.

Enhedslistens udspil anviser konkrete løsninger også på de svære spørgsmål. Tiden er ikke til luftige løsninger og nedsættelse af kommissioner, der er brug for konkret politisk handling. For at opfylde målene i Paris-aftalen, skal vi nedbringe CO2-udslippet i 2030 med 70% og overgå til et nul-emissionssamfund i 2040. Det forudsætter en omstilling af vores energisektor, omlægning af landbruget og en bæredygtig omstilling af transportsektoren.

Transportsektoren har ingen tidligere rigtigt turde røre ved. Nu giver vi vores bud på hvordan en retfærdig omstilling kan se ud. Vi vil investere 40 mia. kr. i den kollektive trafik over de næste 10 år, der afsættes en pulje på 2 mia. kr. til at sikre fleksible løsninger, også i de tyndt befolkede områder, togfonden skal gennemføres, 30% lavere priser og bedre kapacitet. Det skal være nemmere at klare sig uden bil.

Men for nogen er bilen en simpel nødvendighed. Derfor skal bilparken gradvist omstilles, fra at køre på benzin og diesel, til at køre på el. Derfor foreslår vi at du får 20.000,- for at skrotte din gamle benzin eller dieselbil. Til gengæld kan du få op til 100.000,- i tilskud til en ny el-bil. Der skal være forbud mod salg af nye dieselbiler i 2022 og benzinbiler i 2025. Prisen på benzin og diesel sættes på med 69 øre/liter. Indtægten fra prisstigningen bliver ført direkte tilbage til lav- og mellemindkomsterne via en grøn check.

Det betyder at det vil blive billigere for en lavindkomstfamilie på landet, hvis man bytter sin klimabelastende benzin/dieselbil ud med elbil. Selv hvis man indregner udgiften til en ny elbil.
Pointen er at det skal blive nemmere og billigere at klare sig uden bil. Hvis man er afhængig af en bil, hvilket nogen er, for at klare det daglige transportbehov, skal man, når bilen alligevel skal skiftes ud, skifte til en el-bil.

Vi synes det er en overskuelig og retfærdig omstilling, der har både geografisk og social balance.
Den helt store gevinst er at det viser vi kan løse klimaudfordringerne – hvis vi vil.

Men det er på høje tid.

Det kræver handling nu.

EL’s Klimaplan 2030