Meget tyder på, at der i de nye EU-parlamenter bliver valgt to rådmænd fra Aalborg Kommune. Jeg er spidskandidat for Enhedslisten. Kristoffer Storm er spidskandidat for Damarksdemokraterne. Når man læser Kristoffer Storms indlæg i Nordjyske den 1. januar, står imidlertid helt klart, at vi ikke har meget andet tilfælles end, at vi begge er rådmænd fra Aalborg Kommune.
Kristoffer vil give mere magt til markedet. Jeg er helt uenig. Markedet og snævre erhvervsinteresser har fået alt for frie tøjler på bekostning af almindelige menneskers muligheder og vores miljø. Jeg vil i EU-parlamentet arbejde for at begrænse de store multinationale selskabers magt, fordi de bruger denne magt til at varetage deres egne økonomiske interesser på bekostning af lønarbejdernes interesser og på bekostning af klima, miljø og natur.
I Enhedslisten vil vi gøre en konkret forskel til fordel for mennesker og natur i EU-parlamentet. Præcis som vi har gjort de sidste 4 år, hvor vi har været med til at sikre bedre beskyttelse for arbejdere, så de ikke udsættes for farlig asbest og fået vedtaget regler, som begrænser de klimaskadelige F-gasser.
Vi står over for en række grundlæggende kriser, der kræver resolut handling. Verden er i brand i bogstavelig forstand. Alligevel svigter magthaverne klimaet og den grønne omstilling. Uligheden vokser i katastrofalt omfang og vi ser masser af eksempler på social dumping og på at arbejdskraft fra andre landet misbruges og udnyttes i ekstrem grad. I mange brancher ser vi et massivt pres på løn og arbejdsvilkår som følge af dette.
Vi kan vende den udvikling, hvis vi vil. I Enhedslisten vil vi arbejde hårdt for at Europa mere grønt og solidarisk. Vi går derfor til valg til EU-parlamentet med en offensiv rød og grøn politik, som vil komme almindelige mennesker til gavn – og som vil gøre Europa grønnere og mere trygt.
Enhedslisten ønsker at skabe et trygt arbejdsmarked med ordentlige løn- og arbejdsvilkår. Det, som EU kalder frihed og fri bevægelighed, er i vid udstrækning blevet en frihed for arbejdsgivere til at sige nej til overenskomster og shoppe Europa tyndt efter den billigste arbejdskraft. Der skal der sættes en stopper for.
Det kræver bedre muligheder for myndigheder og fagforeninger til at kontrollere om lovgivning, regler og overenskomster overholdes. Virksomheder, som udøver social dumping, skal udelukkes fra offentlige udbud. Vi skal have en social protokol, som gør det lovligt at prioritere gode løn- og arbejdsvilkår højere end hensynet til det indre marked. Vi skal have klare minimumsregler for arbejdsmiljø i EU. Arbejderne hos Wolt og andre platformsvirksomheder skal sikres samme rettigheder som andre lønmodtagere.
Kloden brænder og der er brug for handling – nu. Enhedslisten vil arbejde for en mere ambitiøs og social retfærdig klimapolitik i Europa. EU skal leve op til den internationale klimaaftale og regningen skal sendes til dem, som har mest: Den rigeste 1. procent, de store fossile selskaber, de store CO2 udledere og klimaskadelige investorer.
EU’s klimamål skal hæves til 70 procents reduktion i 2030 og nulemission i 2040. Der skal indføres en europæisk skat på flyrejser, hvor, dem der rejser mest og flyver på 1. klasse, betaler mest. Privatfly skal forbydes. Der skal oprettes en europæisk togfond, som kan sikre bedre, billigere og hurtigere forbindelser med lyn – og nattog mellem de store europæiske byer. Landbruget skal omlægges. De penge, der i dag bruges til at støtte landbrugsproduktionen i EU, skal bruges til at understøtte den grønne omlægning. Der skal indføres solidariske klimafonde, som kan være med til at finansiere udgifterne til den grønne omstilling for mennesker med almindelige og lave indkomster.
Den grønne omstilling rummer store muligheder for at skabe tusindvis af nye, gode og overenskomstdækkede jobs i Danmark. Derfor ønsker Enhedslisten en aktiv grøn industripolitik, hvor vi beskytter vores grønne industrier mod unfair konkurrence og gennem statslige investeringer og medejerskab skubber den grønne omstilling fremad.
Per Clausen, spidskandidat for Ø ved EU-valget, Rådmand for Miljø i Aalborg