Samfundets kasser trænger til en tur på lossepladsen
Jeg nægter at se et menneske som blot tal, men som et individ der har sin helt egen unikke historie, der har gjort dette menneske til netop det, denne er i dag.
Om det så blot er en af de mange hjemløse nede på Kennedy Plads, eller en patient indlagt på psykiatrisk hospital med angst for uhyrerne i væggene, så er det mennesker, der ligesom alle andre mennesker skal have mulighed for hjælp hvis de ønsker det.
Mennesker er ikke ens, og vi passer ikke alle sammen ind i samfundets normer og kasser. Derfor synes jeg heller ikke, at det er i orden, at det blot forventes, at vi passer ind i en bestemt kasse, når vi har brug for hjælp. Når et menneske kan blive afvist i at blive indlagt på psykiatrisk, fordi der ikke lige kan stilles en diagnose gennem en kort samtale på trods af, at man helt tydeligt har behov for hjælp, så er der noget helt galt med systemet i det ganske land.
Når et menneske kan være indlagt på modtagelsen på psykiatrisk i en uge, og trods bedring stadig har brug for den hjælp, man ikke kan få på grund af bureaukratiet i sundhedsvæsnet, hvor de ansvarlige ikke taler sammen, så er der noget galt i Danmark.
Når et menneske ikke kan få den nødvendige hjælp til at komme ud af et misbrug, fordi dette menneske har en psykisk sygdom, og heller ikke får hjælp til at håndtere sin psykiske sygdom, netop fordi at dette menneske har et misbrug – ja, så er der noget galt i Danmark!
Det bliver et problem, når alle forventes at passe ind i samfundets norm-konstruerede kasser. Skal mennesker absolut sættes i kasser, kræves det, at der skabes en unik kasse til hvert eneste menneske, og så kan vi lige så godt droppe kasserne og bruge ressourcerne på rent faktisk at hjælpe de mennesker, der har brug for det. Om det så gælder en udredning af en psykisk lidelse, en undersøgelse af fysiske smerter eller blot et menneskeligt klap på skulderen, så burde dette ikke afhænge af, hvor et menneske befinder sig i forhold til samfundets normer.
Det er meget svært at blive udredt på en sexologisk klinik, hvis et menneske er transkønnet. I særdeleshed er det svært hvis man ikke passer i deres kasser, dette uanset om man eksempelvis er transkvinde, der er tiltrukket af kvinder, eller hvis man er non-binær og bare gerne vil ligestilles med andre transpersoner. Når et menneske, efter at have fået et juridisk kønsskifte, stadig kun kan være mor, hvis man er født med æggestokke, eller kun kan være far hvis, man er født med sædledere, er det et bevis på, at vi stadig kommer folk i kasser, og blot kasserer dem, der ikke lever alle andres liv. Lad os nu én gang for alle få smidt de kasser ned i papcontaineren, hvor de hører til og stoppe med at gå op i, hvad folk har i bukserne, eller hvilken baggrund folk har. Lad os i stedet lytte til menneskers behov, og hvordan den enkeltes dagligdag bliver bedst mulig med de udfordringer og ressourcer, som den enkelte har med i bagagen. Nok kan vi smide samfundets norm-konstruerede kasser væk, men vi kan ikke blot smide et menneskes “livsbagage” væk.
Ezra Thomsen er kandidat til Kommunalvalget, den 21. november 2017
