Jeg lyver for mit barn når hun skal sove
Hver nat sover min fire-årige datter hos mig i vores dobbeltseng. Hun er bange for monstre, siger hun.
Og hver aften, når hun skal til at sove, vil hun have bekræftet, at monstre ikke er rigtige.
“Monstre findes kun i fantasien, ikke?”
Jo, monstre findes kun i fantasien, siger jeg.
“Der kommer ikke et monster og blæser huset væk, vel? Der kommer ikke et monster og tager dig og far og lillebror, mens jeg sover, vel?”
Hver aften lyver jeg og svarer, nej, der komer ikke et monster og blæser huset væk. Der kommer ikke et monster og tager nogens mor, far eller lillebror, mens de sover.
For det gør der. Det sker. Og det sker ikke så frygtelig langt herfra.
Der findes forældre ikke så langt herfra, som ikke længere kan lyve for deres fire-årige datter, når hun er bange for mørket og de monstre, det skjuler. For deres hus er blæst væk, af bomber. Og deres far og lillebror er blevet taget om natten, af soldater.
Der er forældre, der flygter over et stormende hav i en ussel gummibåd, i et sidste desperat forsøg på at redde livet og skabe en fremtid for deres børn. De forældre vurderer, at risikoen for at dø druknedøden på havet er mindre end for at blive dræbt af bomber og kugler i deres hjemland. Når de endelig kommer til Danmark, så skal vi også gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe dem til et nyt liv og en ny tilværelse.
For deres børn vil resten af deres liv vide, at monstre er virkelige. Og de forældrene kan aldrig mere lyve for dem, når de skal sove om natten. Men hvis vi gør det rigtige, hvis vi behandler dem som mennesker, der har nogle traumer, mennesker som skal opbygges og hjælpes tilbage til livet, vil de måske en dag kunne lyve for deres børnebørn, når de er bange for monstre i mørket.
