Jeg har allerede modtaget en håndfuld henvendelser fra borgere og journalister, som spørger efter, hvad Enhedslisten mener om at lukke skoler i landsbysamfund, hvilket der lægges op til i forbindelse med de kommende budgetforhandlinger.
Det korte svar er, at det er vi imod.
Det længere svar er, at skolerne på mange måder udgør livsnerven i de små samfund. Hvis der er en skole, søger børnefamilier dertil. Hvis der ikke er en skole, risikerer landsbyen at blive affolket og dø ud.
I Aalborg Kommune er skolepolitik derfor i allerhøjeste grad også landdistriktspolitik.
I Børne- og Undervisningsudvalget har vi af byrådet fået stillet den opgave at formulere spareforslag indenfor udvalgets egen ramme, hvor der spares 1+1+0,5% over de kommende tre år. Det betyder besparelser på i alt 120 mio. frem mod 2027.
Det er nærmest indlysende, at det ikke kan lade sig gøre uden, at det vil medføre voldsomme nedskæringer.
Børne- og Undervisningsudvalget fik altså til opgave at balancere et regneark, og det er en opgave, som vi har forsøgt at løse så hensynsfuldt og skånsomt som muligt. Jeg er helt overbevist om, at der er dele af det foreløbige sparekatalog, som er helt uspiselige for alle i udvalget – men byrådet har givet os en opgave, som vi skal løse.
Processen viser noget grundlæggende problematisk i byrådets måde at arbejde på:
Når skolepolitik også er landdistriktspolitik, og udvalg får til opgave at flytte penge indenfor deres egen ramme, så bliver normeringer i dagtilbud, undervisningskvalitet og landdistrikter blandet sammen i én stor pærevælling, hvor der KUN findes dårlige løsninger.
Hvis byrådet mener noget med landdistriktspolitikken, så er det en fælles opgave at sikre finansiering af den i stedet for at overlade den til et udvalg, som også er optaget af at sikre kvalitet i vores dagtilbud, stærkt pædagogisk og fagligt indhold i folkeskolen, gode fritidstilbud osv. osv.
For det mener jeg helt oprigtigt, at hele udvalget er optaget af – og så er vi ind imellem uenige om, hvad det konkret vil sige, og hvad der skal prioriteres højst.
Nu kan man indvende, at det jo altid er nemt bare at sige nej.
At vende tommelfingeren nedad, mens man med armene over kors klatrer højt op i et træ, mens man bare ryster på hovedet. Eller noget i den stil. Sprogbilleder er der nok af.
Hvis man accepterer den ramme, at det er skole- og dagtilbudsområdet, der skal finansiere et centralt element i landdistriktspolitikken, så findes der KUN dårlige løsninger. Sådan er det.
Heldigvis behøver det ikke være sådan.
Det er ikke nogen naturlov, at Aalborg Kommune hvert år skal spare 30 mio. kr. op til en klima-, sundheds- og miljøskadelig motorvej over Egholm.
Asfaltalliancepartierne lovede, at motorvejsmillionerne ville tjene sig selv ind som følge af overbeskæftigelse i Aalborg sammenlignet med resten af Nordjylland, men udviklingen har været den modsatte, så motorvejsopsparingen kan kun finansieres ved at skære ned andre steder.
Måske er tiden inde til, at asfaltpartierne erkender, at de ikke kunne holde befolkningen, hvad de lovede, og derfor dropper den tåbelige opsparing?
Samtidig er det ikke nogen naturlov, at kommuneskatten skal ligge på præcis det niveau, som et byråd for 20 år siden eller mere har besluttet. Ingen nuværende byrådsmedlemmer sad i byrådet, da det nuværende skatteniveau blev besluttet.
Det taler for, at det er en overvejelse værd at øge indtægterne. En af måderne er en stigning i kommuneskatten, der dog rammer desværre socialt skævt, og det er et reelt problem. Nogle påstår, at det aldrig er populært at hæve skatten, men jeg står gerne på mål for, at vi beder alle om at bidrage til at sikre velfærd i både land og by.
Det kræver selvfølgelig politisk vilje og politisk mod at lave den type forandringer, men hvis ikke tiden er inde til det nu, hvornår er den så?
