Rød blok – eller en rød-grøn venstrefløjsbevægelse?

Det var et rigtig godt møde i Haraldslund den 5 november mellem SF, Å og EL. Her er mine tanker efter mødet.

Den politiske dagsorden i massemedierne gælder styrkeforholdet mellem den røde og den blå blok. Sådan ser det også ud oppe fra Lars og Mettes kontorer. Rød blok ses som en helhed, med en fast socialdemokratisk kerne og nogle dekorative påhæng. Socialdemokratiets hovedsigte er at bevare velfærdsstaten ved at rationalisere og effektivisere institutionerne. Det økonomiske grundlag sikres ved at gøre den private sektor mere konkurrencedygtig på verdensmarkedet. De små støttepartierne kan måske få nogle hold-kæft-bolsjer – som et løfte om en betalingsring om trafikken i København. Hvis de ikke støtter den dagsorden, ses det som forræderi.

Men venstrefløjen har sin egen dagsorden. Den gælder ikke kun at få det bestående system til at fungere mere effektivt og profitabelt. Venstrefløjen vil fjerne problemernes årsag: De mekanismer, som skaber ulighed; som udpiner miljøet; forsøget på at sætte pigtråd om landet, som Søren Krarups Gud har givet sit udvalgte, danske folk; rationaliseringer som presser medarbejderne i bund ud fra en kortsigtet nyttetænkning.

Den fremherskende dagsorden drejer sig om vores dagsaktuelle problemer; men venstrefløjen ser de problemer, vi skubber over på oldebørnene. Den fremherskende dagsorden drejer sig om at finde millionbesparelser i statsapparatet (mens milliarderne siver ubemærket ud af Skat); men venstrefløjens gælder flowet af virtuelle fantasiliarder, der vil kvæle os, når matadorpengene fordamper i cyberspace. Den fremherskende dagsorden handler om at finde sin identitet og tro på sig selv; men venstrefløjens handler om at finde sammen og stå fast sammen.

Det er venstrefløjens opgave er at vinde dagsordenen, så spørgsmålene gælder: Vil I være med til at værne om miljøet og menneskehedens overlevelse på kloden? Vil I være med til at hindre ulighed og give børn af samfundets svage en chance? Vil I stoppe for topstyring, der presser arbitrære mål ned medarbejderne, borgerne, klienterne, kunderne? Vil I udadtil og indadtil være åbne for alle, der deler de demokratiske og humanistiske værdier – men afvisende overfor fascistoide holdninger i udlandet så vel som i Danmark, og både blandt tilflyttere og indfødte herhjemme? Vil I stille finanseliten til ansvar for dens hazardspil med betroede midler? Alle parter, der vil støtte det, er velkomne, uanset hvilken farve, de maler sig med.

Venstrefløjen omfatter tre partier, som har forskellig historie og kultur. De tre partier stemmer som regel sammen i Folketinget og byrådene. I konkurrencen om vælgerne bliver forskellene trukket fem. Læser man programmerne, er de faktisk temmelig enige om værdierne – og det er afgørende. Partierne er relevante i de folkevalgte organer. Men skabelsen af det nye samfund begynder i de lokale fællesskaber, foreninger, klubber, fagorganisationer. Her betyder værdifællesskabet mere end partifarven. Venstrefløjens udfordringer rækker også ud over Danmark. Miljøproblemerne og de globale koncerners magt kan ikke standses ved grænsen. Det er afgørende at alliere sig med ligesindede i udlandet. Men de udenlandske partnere passer ikke til vores partikasser, og de forstår dem ikke.

Venstrefløjens partier har interne debatter. Men de har også brug for indbyrdes at lytte til hinanden og lære af hinanden. Venstrefløjen har ikke kun en kritik af forholdene; den har visioner om et nyt samfund, og den arbejder på konkrete planer, der kan realisere dem, uden at havne i et stenaldersamfund eller en sovjetstat. De tre partier har hver deres fokus. Enhedslistens kritiske analyser peger på samfundsproblemernes økonomiske kerne. Alternativets utopiske visioner giver håb om et bedre samfund. SFs pragmatiske holdning kan overbevise om, at det er muligt at ændre samfundets funktionsmåde – skridt for skridt. Men det er også let kan snuble, når man bevæger sig ind i praktisk politik. Forsøgene på at skabe et nyt og bedre samfund fører selvfølgelig til fejl. Dem skal man lære af – og derfor er det vigtigt med selvkritik og en loyal indbyrdes kritik.

Ole Riis
Pollendalen 10
Gistrup